Legende: Laudrup som årets manager

Den engelske angrebslegende Gary Lineker mener, at Laudrup bør kåres som årets manager. Om ikke andet, så for dennes røverkøb af angrebsåbenbaringen Michu.

Michael Laudrup har for alvor tur i den med sit Swansea-hold. En, alt taget i betragtning, imponerende 9.-plads i Premier League, samt gode præstationer i begge de engelske pokalturneringer har medført masser af hæder til Laudrup og co.

Senest er det Gary Lineker, der skruer op for roserne, efter Swanses 2-0-sejr over Chelsea på udebane i Capital One Cup.

- Michael Laudrup kunne være i spil til Årets Manager, alene på grund af købet af Michu. Århundredets handel, skriver Lineker på Twitter med henvisning til Michu, der scorede mod de forsvarende Champions League-mestre.

Laudrup hentede Michu til Swansea samtidig med sin egen ankomst til England for 2 mio. pund. Et beløb svarende til blot 18,3 mio. danske kroner, hvilket i internationalt regi er en ganske uanselig sum. På blot en halv sæson har Michu præsteret så imponerende, at Laudrup har sat et 30 mio. punds prisskilt på ham - godt 274 mio. danske kroner.

Lineker tager sig også tid til at rose hele Swansea-mandskabet for deres 2-0-sejr over Chelsea.

- Man kan kritisere Chelsea alt det, man vil, men det der er et fandens godt resultat for Swansea, lyder det også på britens Twitter.

Læs også: