Den britiske avis, The Daily Telegraph, kan afsløre, at den mangeårige engelske manager, Harry Redknapp, blev bekendt med, at hele hans hold i modstrid med egne regler havde spillet på sig selv.

Harry Redknapp er den seneste, der er blevet offer for Daily Telegraphs afsløringer, hvor journalister har klædt sig ud som forretningsmænd fra Fjernøsten og optaget med skjult kamera. I en snak med Harry Redknapp fortæller han dem, at han efter en kamp fik at vide, at hele hans hold havde spillet på sig selv til at vinde kampen.

De havde også sagt til en fodboldagent, at de ville gøre det, og ifølge agenten havde spillere fra modstanderholdet også spillet på kampen. De havde spillet, at de ville tabe den.

Forklaringen varr, at Harry Redknapps hold havde fået lovligt høje odds af bookmakerne. De havde ikke længere noget at spille for, så bookmakerne regnede ikke med, at de ville stille i stærkeste opstilling - og at de måske ville tage den lidt med ro.

Det fremgår ikke af artiklen, hvilken klub der er tale om.

Men Harry Redknapp stillede det stærkest mulige hold, og de vandt da også kampen uden problemer.

Bagefter fortalte spillerne Harry Redknapp, at de havde spillet på sejren.

Det er forbudt for idrætsudøvere at spille på egne kampe - også selvom de spiller på sejr. Harry Redknapp er ikke mistænkt for at have spillet på kampen eller at have vundet penge på resultatet af den. Han er heller ikke mistænkt for at vide, at nogle af modstanderne har spillet på nederlag til sig selv.

Til gengæld har Harry Redknapp begået en fejl ved ikke at rapportere til det engelske fodboldforbund (FA), at han efter kampen blev klar over, at hans spillere havde spillet på sig selv.

Daily Telegraph har efterfølgende kontaktet Harry Redknapp, som indrømmer, at han efter kampen havde fået at vide, at spillerne havde spillet på sig selv. Til spørgsmålet om, hvorfor han ikke indberettede det, lyder svaret:

»Hvem fanden giver en skid for det?«

Da avisen gør opmærksom på, at det er imod reglerne, svarer han.

»Nå, var det det? Da ikke dengang, vel? De spillede trods alt på dem selv.«

Harry Redknapp har været manager for bl.a. West Ham, Portsmouth, Southampton og Tottenham. Han var i spil som engelsk landsholdsmanager i 2012, men han afviste længe med den begrundelse, at han havde kontrakt med Tottenham, og jobbet endte med at gå til Roy Hodgson.

Efter et job i Queens Park Rangers er Harry Redknapp blevet landsholdsmanager  for Jordan.

Han er far til den tidligere Liverpool-spiller, Jamie Redknapp, og onkel til Frank Lampard, der bl.a. har optrådt for West Ham, Chelsea og Manchester City.