Tottenham måtte højest overraskende lade livet i FA Cuppen, da Leeds fra den næstbedste række vandt 2-1 på hjemmebane.

Chelsea var tidligere søndag i store problemer i FA Cuppen mod upåagtede Brentford fra League 1, men slutteligt fik London-klubben udlignet til 2-2 og sikret omkamp på Stamford Bridge. Dermed blev katastrofen i første omgang afværget.

Det samme kan man dog ikke sige om Chelseas naboer fra Tottenham. Andre Villas-Boas tropper måtte nemlig meget overraskende se sig slået med 2-1 af Leeds fra den næstbedste engelske række på Elland Road.

Leeds fik en drømmestart på kampen, da Luke Varney gjorde det til 1-0 efter bare 11 minutters spil, og da Ross McCormack fordoblede fem minutter efter pausen, begyndte det for alvor at ligne noget for det undertippede Championship-mandskab.

Der skulle dog kun gå otte minutter, før Tottenham fik en livline i form af en reducering fra Clint Dempsey. Leeds dorsvarede sig dog med stil, og dermed er holdet videre i den traditionsrige engelske pokalturnering på bekostning af en af outsiderne til den endelige sejr på Wembley.

tipsbladet.dk