Simon Kjær har for alvor fundet lykken i fransk fodbold og Lille. Stopperen er tildelt en fornem hæder med en udtagelse til Årets Hold 2014 i den store sportsavis L'Equipe.

25-årige Simon Kjær er tilmed valgt foran verdens dyreste på pladsen, David Luiz, og også foran en anden af Paris SG's store profiler, Thiago Silva. Ifølge L'Equipe har Simon Kjær vundet 157 luftdueller i Frankrig i 2014. Det er mere end nogen anden spiller i den franske liga.

»Det er et dejligt skulderklap at få her i den korte juleferie, men jeg har også spillet mit bedste år nogensinde. Eller bedste halvandet år, faktisk, for siden skiftet til Lille er det jo kun gået supergodt,« siger Simon Kjær til bt.dk om pladsen på det prestigefyldte hold.

I fransk presse kaldes han 'Le Viking' eller det knap så mundrette 'Le Roi du clean sheet' - kongen af clean sheets.

»Jeg har udviklet mit spil og bygget på. Jeg har fået mange opgaver som leder og har taget ansvaret på mig, og det er kun godt for mit spil. Jeg har også arbejdet meget på at hæve stabiliteten i mit spil, og det må sådan en kåring jo være et meget fint bevis for, at det virker. Jo det har været et fantastisk år for mig,« siger han.

Han glæder sig over det år, der er ved at være gået, hvor han med landsholdet lever i kampen om EM-billetter samt Champions League-deltagelse på klubplan.

»Det var stort for os i Lille at få tredjepladsen i Frankrig efter de megarige klubber PSG og Monaco, men jeg synes også, at vi på landsholdet har vi gjort et fint stykke arbejde og er nået frem til en god position i puljen. Jeg er stadig vildt glad for sejren i Serbien - og for mit mål i dén kamp - og jeg vil rent personligt blive enormt skuffet, hvis vi ikke kvalificerer os til EM.«

På rygteplan kædes den blonde stopper sammen med en lang række større klubber rundt omkring i Europa, men et skifte sker formentlig først til sommer.