'Svanerne' vandt 1-2 over Newcastle og flyver dermed op på 10. pladsen i Premier League.

Et mål af Michu og Jonathan de Guzmán sikrede Swansea og Michael Laudrup en mindeværdig sejr på 1-2 over Newcastle lørdag eftermiddag. Demba Ba scorede hjemmeholdets eneste mål.

Trods en underholdende anden halvleg, så var det mildest talt ingen gyser i første halvleg, hvor ingen af holdene formåede at komme på tavlen.

Newcastle havde et lille overtag i boldbesiddelsen, men det var Michael Laudrups drenge, der kom frem til de største chancer. To gang var en Swansea-spiller alene imod Tim Krul i Newcastle-kassen, men to gange blev chancen forspildt.

Fra anden halvlegs start pressede hjemmeholdet på, men bedst som man sad med følelse af, at Newcastle snart ville score , bragte Swansea sig foran på et mål af Michu. Spanieren satte iskoldt panden på et indlæg efter 58 minutters spil og kunne derefter fejre sin sæsonscoring nummer syv.

Herefter livede kampen for alvor op, hvor især Newcastles bomstærke angriber Demba Ba var en konstant trussel. Begge hold kom frem til flere chancer, hvor den største nok faldt til Michu, der sparkede bolden forbi mål på tæt hold.

Tre minutter før tid synes lejesvenden Jonathan de Guzmán at have lukket kampen, men langt inde i dommerens tillægstid fik Newcastles Demba Ba endelig scoret, fristes man til at sige.

Men Swansea holdt hjem trods en nervepirrende afslutning, og dermed kunne Michael Laudrup fejre sin fjerde sejr ud af 12 kampe i Premier League.

Det var Swanseas første sejr over Newcastle i 32 år.

Agger havde også en god dag på kontoret

Længere sydpå var Daniel Agger og Liverpool på jagt efter vigtige point i kampen om at komme væk fra bunddyndet, hvor Wigan gæstede Anfield Road. Her var der ikke så meget tvivl om, hvilket hold der var det bedste på dagen.

Trods pausestillingen 0-0 var det en underholdende kamp, hvor hjemmeholdet var i hopla. Luis Suarez afgjorde kampen med sine to scoringer, mens også Jose Enrique kunne fejre en pind.

Dagens overraskelses skal findes i kampen mellem West Bromwich og Chelsea. Her vandt hjemmeholdet 2-1, og dermed mister Chelsea vigtig terræn i kampen om førstepladsen.