2-0 sejren ude over Arsenal bliver omtalt som det største resultat nogensinde i Swanseas historie.

Swansea og Michael Laudrup er i gang med et eventyr uden lige. Sådan lyder vurderingen fra flere sider oven på den overraskende 2-0 sejr ude over Arsenal lørdag eftermiddag.

Den lokale walesonline.co.uk er ved at svømme over i ros efter sejren i London.

- Et resultat, der må rangeres som et af de bedste i historien. Det er helt sikkert svært at komme i tanke om et mere imponerende udebane-resultat i de 100 år med Swansea, især når også ser på det økonomiske skel, der eksisterer mellem et hold, der jager en plads i Europa, og et hold, som de fleste regnede med bare skulle være med i Premier League.

- I stedet for at kæmpe for livet, som så mange regnede med, er Michael Laudrups mænd kun tre point fra tredjepladsen og en Champions League-placering. Jeg ved det godt, det er utroligt, skriver Chris Watham i sin analyse og udnævner i øvrigt Laudrup-fundet Michu, som sæsonens bedste signing i Premier League.

Nyhedsbureauet Reuters konstaterer, at Swansea fortsætter med at udvikle sig under den danske manager.

- Det første walisiske hold, der er rykket op i Englands bedste række, Swansea fortsætter deres opadgående kurve under Laudrups ledelse, fastslår Reuters og sammenligner med forgængeren på managerposten Brendan Rodgers, der har det anderledes svært i Liverpool i denne sæson.

På det sociale medie Twitter står brugerne nærmest i kø for at hylde den danske manager efter sejren over Arsenal. Han er populær af flere årsager. Først og fremmest vinder Swansea over de store, samtidig med at holdet spiller flot fodbold. Men Laudrup demonstrerer også, at han har andre tangenter at spille på.

Da han blev interviewet til det klassiske BBC-fodboldprogram Match of The Day, blev han spurgt om, hvad han synes om livet i England.

- Vi er faktisk i Wales, konstaterede han tørt, og den slags udsagn rammer dybt ind i nerven af den walisiske patriotisme og selvforståelse med Swansea i rollen, som underhundene, der kommer fra en overset afkrog af det britiske kongerige, og alligevel overvinder de store engelske klubber og viser dem, hvordan fodbold skal spilles.