Total opvisning af Swansea i pokalfinalen - Bradford havde ikke en chance.

Det blev præcis den fodboldfest, som Swansea- og Michael Laudrup-fans havde håbet på, da Swansea overlegent besejrede undertippede Bradford med 5-0 i finalen i Capital One Cup.

Bradford, der hører til i League 2, der er den fjerde bedste række i England, fik nærmest ikke et ben til jorden på Wembley Stadium, hvor Swanseas dominans var tydelig fra start til slut, og boldbesiddelses-statistikken sagde 77 procent til Swansea City.

Det første mål faldt efter 16 minutters spil, hvor først Michu forsøgte sig med en afslutning udefra, som  Bradford-keeper Matt Duke parerede, men Nathan Dyer sendte Dukes ripost i mål.

Med 1-0 på tavlen fortsatte Swansea i overlegen stil, og opvisningen begyndte for alvor ved målet til 2-0, som var kulminationen af særdeles flot pasningsspil og to tunneller, med Swansea-topscorer Michu som sidste mand på bolden. Målet faldt fem minutter før pausen.

Anden halvleg var knap begyndt, da det tredje Swansea-mål kom. Igen var det Nathan Dyer, der var sidste mand på bolden. Denne gang efter 47 minutter.

Desværre for Dyer, der ellers havde præsteret flot med to mål, blev opmærksomheden igen drejet imod ham, men denne var det ikke af den gode slags. For forud for målet til 4-0 blev Bradfords keeper Matt Duke udvist for at komme for sent i en tackling, og herefter fulgte en barnlig diskussion mellem Swansea-spillerne Dyer og Jonathan de Guzman om hvem, der skulle tage det dømte straffespark.

Dyer var tilsyneladende meget opsat på at fuldende sit hattrick, men de Guzman fik vinket ham væk og scorede sikkert på straffespark til 4-0.

Der var faktisk nærmest ikke noget at gøre for stakkels Bradford, hvis største oprejsning i kampen var en afslutning forbi mål kort før slutfløjtet. Til gengæld kunne holdet fra League 2 glæde sig over deres fans, der blev med at bakke dem op gennem samtlige 90 minutter.

For at understrege sejren scorede Swansea i overtiden. De Guzman blev dobbelt målscorer, og Swansea City vandt dermed overlegent pokalfinalen 5-0.