Laudrups popularitet stiger i Madrid

Michael Laudrup er blandt favoritterne hos Real Madrid-medlemmer, hvis Jose Mourinho stopper i Real Madrid.

Michael Laudrups popularitet er stærkt stigende i øjeblikket. Fredag skriver den magtfulde sportsavis i Spanien, Marca, at Michael Laudrup er blandt Real Madrid-medlemmernes favoritter til at overtage for Jose Mourinho, hvis han stopper som træner.

Marca har lavet en stor undersøgelse blandt et udsnit af medlemmerne i Real Madrid. De adspurgte medlemmer bliver spurgt, hvem de gerne vil have som træner for Real Madrid, og her peger 15,6 pct på Michael Laudrup. Foran Laudrup ligger Chelseas træner Rafa Benitez med 21,4 pct og Tysklands landstræner Joachim Löw med 19,5 pct.

Selvom flere navne fortsat ligger foran Laudrup, så er undersøgelsen og omtalen i Marca en indikator for, at Laudrups agtelse som træner er stærkt stigende.

Undersøgelsen viser også, at selvom medlemmerne mener, at Jose Mourinhos opførsel har været skadende for klubben, så foretrækker de ham stadig som træner for Real Madrid efter sommer. Medlemmerne er også enige i, at Mourinho vil være svær at erstatte som træner.

Undersøgelsen viser desuden, at Michael Laudrup er kvindernes favorit til at overtage for Jose Mourinho.

Laudrups respekt som træner har været stigende i løbet af hans første halvår som træner i Premier League med Swansea, hvor det er blevet til flotte resultater indtil videre.

Det har også fået engelske medier og eksperter til at nævne Michael Laudrup som mulig afløser for en af de store engelske klubber som Arsenal eller Manchester United, når den tid kommer.

Læs også: