Created: man, 12/03/2012 - 17:00
Michael Laudrups trænerkarriere flaskede sig ikke som forventet. Men nu er succesen der

Michael Laudrups vej mod de største klubber lå lige for. Med en forholdsvis frisk og helt uimodståelig karriere som aktiv indledte han trænergerningen som assistenttræner på landsholdet og fortsatte med relativ succes som chef i Brøndby... men så knækkede kurven mod toppen.

Michael Laudrups vej mod et trænerjob i Barcelona, Real Madrid eller en klub i laget lige under, viste sig at blive mere snoet end mange havde forudset.

Mens hans fodboldkarriere altid kun pegede opad, har Michael Laudrups trænerkarriere taget flere uventede drejninger fra den lille forstadsklub til Madrid, til en by i Rusland, tilbage på en spansk ferieø til en lille klub i det walisiske arbejder-miljø.

Succcesen har ikke været lige visuel hele vejen igennem, men nu ser den ud til at være der. Lige nu befinder Michael Laudrup sig på sin trænerkarrieres højdepunkt med en syvendeplads i Premier League, som det historisk gode facit i Swansea.


1. LANGSOM START

Brøndby IF
(2002-2006)
132 kampe, 76 sejre, 31 uafgjorte, 25 nederlag Målscore: 237-121 Point-gennemsnit: 1,96 Titler: 1 mesterskab, 2 pokaltitler

Forventningerne var enorme, da Michael Laudrup med John Faxe Jensen som assistent i sommeren 2002 blev hentet ind for at forsvare det nyvundne danske mesterskab.

Sæsonen endte med en pokaltitel og en andenplads i Superligaen efter FC København. Efter endnu en andenplads året efter (og endnu en titel til FCK) kulminerede Michael Laudrups tid i Brøndby i 2005, da klubben med Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg blandt spillerne på det bedste Brøndby-hold siden UEFA Cup-semifinalisterne i begyndelsen af 1990’erne, vandt både DM-guld og pokalturneringen.

Året efter fes det hele lidt ud, og meget af foråret gik op i snak om kontraktforlængelsen, der efter et langt forløb endte med at falde til jorden, da Per Bjerregaard ikke ønskede at indføre en klausul, der ville gøre, at Laudrup kunne forlade klubben allerede et år efter.


2. NÆSTEN-SENSATIONEN

Getafe
(2007-2008)
59 kampe, 25 sejre, 15 uafgjorte, 19 nederlag Målscore: 81-70 Point-gennemsnit: 1,53 Titler: Ingen (pokalfinalist 2007/08)

De færreste kendte ret meget til Getafe, før Michael Laudrup trådte til. Den lille Madrid-klub var ikke nogen markant størrelse, men havde dog kvalificeret sig til UEFA Cup’en ved at komme i pokalfinalen året før, og det var netop i Europa, at Michael Laudrup var ved at sætte et rigtig stort aftryk.

Kun et meget sent mål til Bayern München betød, at tyskerne gik videre til semifinalerne på reglen om udebanemål i stedet for Michael Laudrups spanske underdogs. Michael Laudrup valgte efter kun et år i Getafe at forlade klubben efter en 14. plads i ligaen og efter at have nået pokalfinalen, som han tabte 1-3 til Valencia. Det var angiveligt især forholdet til klubbens præsident, Angel Torres, som fik Laudrup til at rejse.


3. FIASKOEN

Spartak Moskva (2008-2009)
14 kampe, 4 sejre, 4 uafgjorte, 6 nederlag Målscore: 15-17 Point-gennemsnit: 1,14 Titler: Ingen

Michael Laudrup og Erik Larsen valgte at tage et overraskende skift til russisk fodbold.

Truppen var sammensat at et hav af forskellige nationaliteter, og det lykkedes aldrig den danske duo at få sat skik på tropperne. Michael Laudrup blev ansat midt i september 2008 og blev den 15. april – bare syv måneder senere – fyret af sportsdirektør Valerij Karpin, der selv overtog holdet.

Fyringen faldt aftenen efter, at Spartak havde tabt 0-3 til lokalrivalerne fra Dynamo Moskva, og årsagen var enkel: Manglende resultater. 4 sejre i 14 kampe var ikke godt nok. Det var lønnen ifølge rygterne til gengæld.


4. MAGTKAMPEN

Mallorca (2010-2011)
42 kampe, 13 sejre, 9 uafgjorte, 20 nederlag Målscore: 52-67 Point-gennemsnit: 1,14 Titler: Ingen

Michael Laudrup nåede kun godt en enkelt sæson på Mallorca. Økonomisk kaos betød, at klubben blev udelukket fra europæisk fodbold, og at Michael Laudrup ikke havde de muligheder, han åbenbart havde forventet.

I hvert fald endte hans ophold i Mallorca efter en større kontrovers med sportsdirektør Serra Ferrer Lorenzo, der udviklede sig til ikke blot at foregå internt, men også i medierne.

- Jeg er nået til et punkt nu, hvor arbejdsklimaet er uudholdeligt, sagde Michael Laudrup, den dag han sagde op og henviste først og fremmest til, at sportsdirektøren og han arbejdede i forskellige retninger, og at han ikke følte, at sportsdirektøren var loyal over for ham i hverken spillerhandler eller i forhold til omverdenen.


5. SUCCESEN

Swansea (2012-2014, foreløbig) 18 kampe, 9 sejre, 5 uafgjorte, 4 nederlag Målscore: 32-21 Point-gennemsnit: 1,78

Michael Laudrup overtog fra sæsonstart en klub, der forventedes at ville få det svært.

Brendan Rodgers havde forladt klubben til fordel for Liverpool efter at have overrasket alle ved at have opnået en 11. plads i Premier League.

Forventningerne fra både klub og omverden var små; Swansea skulle kæmpe for overlevelse, forventede man. Nu ligger Michael Laudrup og Swansea nummer 7.