Michael Laudrup og Barcelona bliver ikke genforenet lige foreløbigt. Laudrup havde ellers tilkendegivet, at han gerne ville være sportsdirektør i klubben, hvis præsidentkandidat Jordi Mayo blev valgt. Men Mayo har nu trukket sig.

Det er mangel på underskrifter, der tvinger Mayo til at sætte en stopper for hans drømme om præsidentposten i Barcelona og Laudrups ditto om tjansen som sportsdirektør.



Laudrup er ellers fri på markedet, efter han ikke valgte at forlænge sin kontrakt med Qatar-klubben Lekhwiya. Siden da har der været masser af spekulationer om den danske træners fremtid. Han er som altid blevet sat i forbindelse med jobbet som dansk landstræner, mens han også i en periode blev rygtet til græske PAOK, hvor tidligere landsholdskollega Frank Arnesen er sportsdirektør. Senest er han blevet nævnt i forbindelse med det ledige trænersæde hos engelske Leicester.



Det var 2543 underskrifter, der er krævet for at fortsat at være i betragtning som præsidentkandidat, som Mayo ikke formåede at få indsamlet og dermed fortsat holde liv i Laudrups håb om sportsdirektør-jobbet.

Jordi Mayo er ikke eneste kandidat, der må trække sig. Det samme gør sig gældende for Jordi Farre, der heller ikke fik de fornødne underskrifter.



Det resterende felt af mulige Barcelona-præsidenter består af favoritterne Josep Maria Bartomeu og Joan Laporta samt outsiderne Toni Freixa, Agusti Benedito og Joan Batiste.

Michael Laudrup spillede i Barcelona fra 1989 til 1994 med stor succes, inden han skiftede til ærkerivalerne Real Madrid.