Michael Laudrup ønskede Arsenal held og lykke videre i FA Cup'en efter fortjent nederlag

Et eller andet sted rejste Michael Laudrup nok hjem fra London med et resultat, han i høj grad kunne leve med og måske inderst inde ønskede.

0-1 nederlaget til Arsenal sendte Laudrup og Swansea ud af FA Cup'en, men med et halvt reservehold i startopstillingen signalerede den danske manager, at han satser mest på Liga Cup-semifinalen og Premier League point.

Arsenal i stærkeste opstilling var da også overlegne i hele kampen, og Laudrup lagde sig fladt ned efter kampen og anerkendte hjemmeholdets sejr, hvor Arsenal-spillerne brændte et hav af chancer.

- Første halvleg var nogenlunde lige. Men i anden halvleg var de klart bedst. De fortjente sejren, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke videre i turneringen, sagde Laudrup.

Han forstod næsten ikke selv, hvordan Swansea slap ud fra Emirates med et så knebent nederlag på et mål af lokalhelten Jack Wilshire tre minutter før tid.

- De havde da to-tre chancer, hvor man bare sidder og tænker; hvordan brændte de lige den? Men jeg var også tilfreds med, at Vorm (Swansea-keeper) stod en fantastisk kamp, forklarede Laudrup.