Michael Laudrup skal ikke være træner lige så længe som Manchester United-bossen, Sir Alex Ferguson.

Det er ikke, fordi Michael Laudrup ikke elsker sit job. Men ligefrem at gentage, hvad hans kollega på modstanderbænken søndag, Sir Alex Ferguson har gjort, vil ikke ske.

Manchester United-manageren har været træner i over 30 år, hvoraf de 26 har været for Manchester United. Men det er ikke noget for Michael Laudrup, der betragter trænergerningen som et job og ikke en livsstil.

- 30 år? Jeg vil være glad, hvis jeg stadig lever om 30 år, siger Michael Laudrup til spørgsmålet om, hvorvidt han kunne finde på at fortsætte sin trænergerning i lige så lang tid.

- Når man fortsætter i så lang tid, bliver det en livsstil mere end et job. Jeg respekterer ham (Ferguson, red.) meget, men det er ikke noget for mig, siger Laudrup til avisen Independent forud for kampen mod Manchester United.

Mægtige Manchester United. Og mægtige Sir Alex Ferguson. Det erkender den danske legende, som må tage hatten af for alle de trofæer, den karismatiske skotte har hentet til United.

- Sir Alex er en legendarisk manager, og de har nogle store spillere. Det er helt unikt, at nogen kan blive i en klub så længe, og hvad, han har opnået, er helt fantastisk og meget specielt, siger Michael Laudrup og fortsætter:

- Jeg kender ikke rigtigt hans metoder, og hvordan han arbejder, for jeg har kun mødt ham et par gange. Jeg kan bare kigge på tallene, hvor meget han har vundet, og hvor lang tid han har været der, siger Laudrup.

På trods af at waliserne møder ligaens nummer ét med adskillige verdensstjerner på holdet, bliver det ifølge Laudrup en nem kamp at være manager i.

- Manchester United har været klub nummer ét i dette land i de sidste 15-20 år. Det gode for mig er, at det er en nem kamp at være manager i. Vi skal selvfølgelig have et taktikmøde, men det er ikke svært at motivere spillerne til sådan et opgør. Spillerne vil være fokuserede alene på grund af det hold, vi møder, siger Laudrup.

Men spørgsmålet er, om Swansea-spillerne, der havde status som oprykkerhold i sidste sæson, vil have lidt for meget hæmmende respekt for United? Det håber den danske manager dog ikke.

- I sidste sæson, da Swansea spillede mod [Manchester] United, havde vores spillere kun set deres modstandere på tv. Denne overdrevne respekt kan forekomme, og det er ok i fem minutter, men hvis det fortsætter, taber man kampen. Men det vil ikke ske denne gang. Vi har gjort det godt mod de store klubber, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det mod United. Jeg er helt ærligt ikke bekymret over denne kamp, siger Laudrup.

Swansea har tabt de seneste to kampe, men på trods af det har waliserne haft en fin sæson, hvor holdet ligger nummer 11. Det har Alex Ferguson lagt mærke til, og skotten roser også Laudrups mandskab.

- Vi har set resultaterne, Swansea har haft og de fremskridt, de har gjort som fodboldklub. Men det er måden, de har gjort det på, som er det væsentlige for mig. De forsøger at spille fodbold og er modige nok til at have deres egen stil, hvilket er positivt at se, siger Ferguson.