KØB PLUS!

Laudrup sender United og Lindegaard ud i FA Cup-mørket

Anders Lindegaard startede for en sjælden gangs skyld i målet for Manchester United i søndages overraskende 1-2-nederlag mod Michael Laudrups Swansea i FA Cuppens tredje runde. 

Men det blev ikke en eftermiddag, som den danske keeper-reserve vil se tilbage på med store smil og glæde i hjertet.

Allerede efter et lille kvarter måtte Lindegaard se sig slået på stregen for første gang. Et passivt United-forsvar lod lynhurtige Wayne Routledge slippe alene igennem. Herfra kunne han køligt og elegant løfte bolden over danskeren, som stod langt ud af sit mål og akkurat ikke kunne nå bolden.

Hjemmeholdets offensiv var dog hurtige til at slå tilbage. Blot tre minutter efter Swanseas føringsmål bragte mexicanske Javier 'Chicharito' Hernandéz balance i regnskabet. På et perfekt timet fladt indlæg løb han til forreste stolpe og satte med en inderside bolden sikkert i kassen. Herefter var det hjemmeholdet der sad på størstedelen af spillet i resten af første halvleg.

Efter pausen forsatte det mønster indledningsvis, men Swansea blev efterhånden farligere og farligere. Og i sidste minut fik Wilfried Bony så scoret det afgørende mål, da han steg og op og kraftfuldt pandede et indlæg i mål. Igen var Lindegaard uden chance. Det var blot danskerens anden kamp for United i denne sæson, og han havde nok håbet på flere i FA Cuppen.

Kort før vindermålet faldt, blev der svinget med det røde kort. Den indskiftede brasilianske United-back Fabio kom alt for voldsomt ind i en duel med en modstander, og så var det fortjent tidligt i bad med ham.

Med et nyt nederlag vokser presset på manager David Moyes yderligere. Manchester United havde ellers udset søndagens kamp som kampen, hvor man skulle vaske onsdagens nederlag til Eriksen og Tottenham af sig. Desværre for tilhængerne på Old Trafford blev det ikke i FA Cuppen, at det skete. I stedet må de vente endnu en weekend på at komme tilbage på sporet.

Swansea og Laudrup skal i fjerde runde enten møde Birmingham eller vinderen af Bristol Rovers og Crawley.

Læs også: