KØB PLUS!

Laudrup: Selvforskyldt spansk CL-nedtur

Ifølge Michael Laudrup var Barcelona og Real Madrid selv skyld i, at den spanske 'drømme-finale' glippede i Champions League.

De to spanske fodbold-giganter Barcelona og Real Madrid kan kun klandre sig selv for, at de ikke formåede at kvalificere sig til årets finale i Champions League.

Det mener den tidligere danske landsholdsstjerne, Michael Laudrup, efter at begge klubber i ugens løb overraskende måtte lade livet i Champions League-semifinalerne mod såvel Chelsea som Bayern München.   

- I Barcelonas tilfælde brændte de simpelthen for mange chancer. Men jeg synes egentlig, at det værste var, at de faktisk har vundet kampen, da de fører 2-0 og spiller 11 mod 10, men så lukker Chelsea ind igen. Men man må sige, at selv om der er mange, som har kritiseret Chelsea for ikke at ville spille fodbold overhovedet, så brændte Barcelona bare for mange chancer, siger Michael Laudrup til sporten.dk, da han torsdag gæster Danmark og Parken i København for at uddele priser ved årets finaler i skolefodboldturneringen. 

- I forhold til kampene mellem Real Madrid mod Bayern var begge opgør mere åbne og meget lige, og så er straffespark bare noget mærkeligt noget, siger han og henviser til, at Real Madrid onsdag på hjemmebane til sidst måtte se sig slået efter straffesparkskonkurrence, hvor blandt andre Cristiano Ronaldo missede. 

De to storklubbers nederlag rammer ifølge Michael Laudrup ekstra hårdt, fordi hele Spanien forventede at se en drabelig Champions League-finale mellen de to ærkerivaler.

- Det er klart, at fodbold-Spanien sørger nu. Først med Barcelona og nu Real Madrid. Men sådan er det, selv om jeg da også gerne havde set de to hold mod hinanden i finalen. Men man må bare sige, at Barcelona brændte for meget, mens Real Madrid førte 2-0 allerede efter et kvarter og faktisk havde Bayern helt nede i sækken, konkluderer han.

Den spanske nedtur har efterfølgende fået medier og kommentatorer til at dømme især Barcelonas tid som verdens måske bedste klubhold for færdig. Men det er Michael Laudrup uenig i. 

- Jeg hopper ikke med på den der om, at fordi Barcelona først tabte lørdag (mod Real Madrid, red.) og derefter tabte sammenlagt tirsdag til Chelsea, så er en epoke nu ovre. Det er jo den der sort-hvide fodboldverden, men den hopper jeg ikke med på. De har stadig mange spillere, der har en ung alder. Og selv dem, der er oppe i årene, måske bortset fra Carles Puyol, de har stadig et par år eller tre i sig endnu, siger han.

Michael Laudrup, der spillede for både Barcelona og Real Madrid i 1990erne, forventer ikke, at den spanske udtur får konsekvenser for hverken Josep Guardiola eller José Mourinho. 

Læs også: