Michael Laudrups Swansea hentede en flot skalp, da de hjemme besejrede formstærke Newcastle med hele 3-0.

Et selvmål af Mathieu Debuchy samt mål af Nathan Dyer og Jonjo Shelvey sørgede for storsejren, der giver Swansea luft ned til bunden af Premier League. I stedet blander Michael Laudrup sig nu i midterfeltet, hvor også Manchester United roder rundt.

'De Røde Djævle' tabte onsdag aften overraskende 0-1 til Everton hjemme på Old Trafford. Bødlen blev den tidligere FCK'er Bryan Oviedo.

Det var David Moyes' første møde med sin gamle arbejdsgiver siden skiftet til Manchester United.

De forsvarende mestre havde flere muligheder for at bringe sig foran, men kunne ikke udnytte de store tilbud foran mål, som blandt andet resulterede i to afslutninger på stolpen.

Det blev dyrt, da Everton fem minutter før tid bragte sig i front. Den tidligere FC København-spiller Bryan Oviedo dukkede op ved bagerste stolpe og skaffede Everton deres første sejr på Old Trafford i 21 år. Ironisk nok mod den tidligere Everton-manager David Moyes' United-tropper.