Brian Laudrup hylder Glasgow Rangers' fans og tror på, at klubben kommer stærkere tilbage fra den nuværende krise.

Det er ikke sjovt at holde med Glasgow Rangers for tiden. Klubben er gået konkurs, og lige nu afventer man, om resten af den skotske Premier League vil lade klubben fortsætte i den bedste skotske række.

Også for klubbens tidligere spillere er det smerteligt at følge. Den danske Rangers-legende Brian Laudrup føler således med fansene af den traditionsrige klub.

- Jeg kan føle deres smerte lige nu. Jeg forstår hvad de går igennem i øjeblikket. Det kan godt være, jeg er nogle tusinde miles væk, men jeg ved hvor meget de lider, siger Brian Laudrup i et interview med The Scottish Sun.

Han tror dog, at Glasgow Rangers - med fansenes hjælp - kan rejse sig fra den nuværende situation.

- Lige siden jeg kom til klubben, har jeg altid vidst, at Rangers-fansene har været fuldstændig fantastiske. Men jeg har en fornemmelse af, at den her klub aldrig vil gå ned. Rangers kommer måske til at begynde i en anden division og som et andet firma under et nyt navn. Men tro mig, den her klub kommer endnu stærkere tilbage, fastslår den danske legende.

tipsbladet.dk