Michael Laudrup bader i succes-olie i Qatar med sin klub Lekhwiya SC. Klubben har allerede vundet mesterskabet og en pokaltitel og er godt på vej mod kvartfinalen i Asiens pendant til Champions League.

Men den danske legende er allerede nu ved at kigge efter forstærkninger til næste sæson, og her skulle Laudrup altså være villig til at kaste sheik-millioner efter Manchester Uniteds falmede stjerne, Robin Van Persie.

Ifølge engelske The Mirror vil Van Persie blive tilbudt 18 millioner pund (180 millioner kroner) fordelt over tre år for at skifte britisk regnvejr ud med arabisk sol.

Den hollandske angriber har været skadet i store dele af indeværende sæson, hvor det kun er blevet til 10 mål i 27 kampe i Premier League for den 31-årige angriber.

Van Persie har et år tilbage af sin 2,2 millioner kroner om ugen-kontrakt, og udover Lekhwiya er tyrkiske Fenerbahce og Galatasaray interesseret.

Michael Laudrups fremtid har været til stor debat efter succesen på klubbasis, hvor både det danske og qatarske landshold og den amerikanske liga har været på tale.

Michael Laudrup har endnu ikke udtalt sig definitivt om, hvor han træner næste sæson.