KOMMENTAR
Gad nok vide, hvorfor Michael Laudrup i mere end 20 år har haft et tilsyneladende ubrydeligt samarbejde med fodboldagenten Bayram Tutumlu? Det er virkelig et af de mest fascinerende spørgsmål i professionel fodbold. Fascinerende fordi Michael Laudrups varemærke siden begyndelsen af 80’erne har været bygget på en historie om elegance. Ja, det handler jo om klasse og stil, når man taler om Laudrup med en vietnameser på tredje klasse på en togtur til Hanoi, med en amerikaner ved en tankstation i Los Angeles eller med en portugiser på en fortorvscafé i Lissabon.
Det var selvfølgelig Laudrups exceptionelle evner med en fodbold, der skabte ham en karriere, næsten alle vil misunde ham. Det var verdensberømmelsen fra fodboldbanerne, der banede vejen for en trænerkarriere ude på de større scener end Superligaen. Men jeg er sikker på, at Laudrup er langtidsholdbar i fodboldverdenen, primært fordi man forbinder ham med klasse, elegance, stil og ordentlighed. Men hans agent Bayram Tutumlu? Det er lidt en anden sag.
De to lærte hinanden at kende, da Laudrup spillede for FC Barcelona. Bayram Tutumlu solgte dyre Mercedes-biler, lærte således Barcelona-spilleren Ronald Koeman at kende - og han nåede dermed en aften frem til et kortspil med flere af Koemans holdkammerater. Resten er historie. Bilsælgeren Tutumlu var Laudrups agent og tjente godt, da danskeren nogle år senere skiftede til Real Madrid.
Hvorfor partnerskabet fortsætter er en gåde for mig. Jeg er sikker på, at manden, de i Spanien kalder ’El Turco’ er et rummeligt menneske, god ved både kæledyr, børn og stueplanter. Men jeg har kun oplevet Tutumlu som selve modsætningen til den elegance, man forbinder med Laudrup.
Alt, hvad jeg har erfaret gennem årene, er, at Tutumlu er en larmende parade af skældsord, rasende og råbende i højre og venstre, hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved Michael Laudrups udvikling som træner. Jeg skrev for syv år siden sammen med min kollega Benjamin Munk Lund et portræt af Bayram Tutumlu. Det var absolut ikke et rosenrødt portræt. Der var også fra det danske fodboldmiljø flere personer, som gav billedet af en særdeles temperamentsfuld mand, der havde det bedst med sine egne regler. Jeg skal garantere for, at der blev råbt højt i telefonrøret, efter portrættet var trykt.
I den seneste uge har Tutumlus samarbejde med Laudrup igen været i internationalt fokus. Bayram Tutumlu lancerede for nylig en overraskende kritik af fodboldklubben Swanseas ledelse, efter han på vegne af Michael Laudrup udtalte skuffelse over klubledelsen. Laudrup ville have dygtigere spillere nu, ellers måtte han jo videre. Sådan måtte man tolke Tutumlus udfald.
Oveni den udvikling offentliggjorde Laudrups tidligere arbejdsgivere fra Ajax i Amsterdam et ønske om, at Laudrup betaler penge tilbage for en gammel skattesag, der aldrig ifølge myndighederne havde Laudrup som hovedperson.
Laudrup var alligevel drejet ind i en negativ historiespiral, og Tutumlu rasede videre, denne gang over ’den lille klub’ fra Ajax. Tutumlus Twitter-profil har de seneste dage handlet en del om ’rotter og løgnere’, som han kalder de sportsjournalister, der har beskrevet Laudrups gamle skattesag, herunder det mærkværdige og kortvarige 1997-klubskifte til en bosnisk klub. Man kan også i professionel fodbold blive sur.
Og Tutumlu er rasende for en sikkerheds skyld. Jeg har bare svært ved at forbinde udfaldene med den elegante Michael Laudrup. Det er ikke hans stil, og alligevel tillader han det. Hvorfor? Jeg kan kun give det mangelfulde svar, at Bayram Tutumlu selvfølgelig et eller andet sted skaber merværdi for Michael Laudrup. En merværdi, der åbenbart er lige så nødvendig, som den er usynlig for alle os andre.
