Laudrup og Elmander delte i gensyn - profil fik grim skade

Michael Laudrup og Johan Elmander stod for første gang siden tiden i Brøndby over for hinanden. Gensynet mellem to de tidligere venner endte med et point til hver. I en kamp, hvor tempoet og fysikken fyldte mere end det flotte spil, måtte Swansea og Norwich tage til takke med 1-1.

Den danske manager stillede karakteristisk med hele fem spaniere i startopstillingen, heriblandt holdets helt store stjerne Michu. Angriberen vendte tilbage på banen efter mere en måned på sidelinjen med en skade. Michu havde et par halve chancer, men fik ikke et mål at fejre sit comeback med.

Laudrups tropper kom ellers godt fra start og kom i front allerede efter cirka ti minutter af kampen.  En lang og umiddelbar ufarlig bold fra anfører Ashley Williams endte med en friløber til Nathan Dyer, som køligt lobbede bolden i mål. Norwich vil langt fra være tilfredse med kvaliteten af forsvarsspillet i forbindelse med målet, hvor både midterforsvaret og målmanden så flagrende ud.

Kort før pausen blev svanerne ramt af en grim skade til målscorer Dyer. Et forsøg på at erobre bolden efterlod kantspilleren liggende på græsset i store smerter. Efter flere minutters intensiv behandling blev han båret fra banen og efterfølgende kørt på hospitalet. Det forlyder, at der er mistanke om et brud på højre ankel.

Fire minutter inde i dommerens tillægstid af første halvleg fik Norwich fortjent udlignet. En lang bold op til netop Johan Elmander blev flot behandlet, og med en perfekt brystaflevering lagde han bolden til rette for Gary Hooper. Han halvflugtet straks bolden i nettaget uden chance for den tilbagevendte hollænder Michel Vorm i Swansea-målet.

Efter pausen fik Norwich overtaget, men uskarpe afslutninger og flotte redninger resulterede i, at der ikke blev scoret efter pausen.

Pointdelingen betyder, at Laudrup og Swansea fortsat ligger placeret midt i tabellen på en tiendeplads, mens hjemmeholdet kravler en enkelt plads op. Norwich er nu nummer 14.

Læs også: