KØB PLUS!

Laudrup og co. planlægger røverkøb

Swansea vil stadig finde spillere, der endnu ikke har vist deres topniveau, selv om klubben er begyndt at etablere sig i Premier League og søndag vandt den første titel i historien.

En pokaltriumf, en ottendeplads i verdens vel nok sværeste turnering, Premier League, og en trup med masser af perspektiver. Der er masser af succes for Michael Laudrup i Swansea City.

Bag det verdenskendte navn Laudrup står også scouten Erik Larsen.

Erik Larsen og Michael Laudrup er efterhånden et fast makkerpar og har i særdeleshed fået stor ros for deres evne til at købe billige og forholdsvis ukendte spillere, der hurtigt bliver profiler i Premier League.

Indkøb som topscorer Michu, der blev købt for 20 millioner kroner, eller Chico Flores, som blev handlet for omtrent samme beløb som Michu. I dag er de mange gange deres pris værd.

Trods succesen og udsigten til europæisk fodbold i næste sæson får det dog ikke danskerne til at kigge mod dyrere spillere – for høj pris er ikke altid lig med kvalitet, og så handler det om at have balance i truppen.

- Vores succes får ikke nogen betydning – vi prøver altid at hente fra højeste hylde. Det er klart, at der er nogle begrænsninger, for Swansea er som sådan ikke en klub, der er attraktiv at komme til. Det handler også om løn og transfers, siger Erik Larsen.

- Det er jo ikke prisen, der afgør den højeste hylde. Det er Michu et meget godt eksempel på. Det samme er Chico Flores. Han kostede tre millioner euro og er en af de bedste midterforsvarer i Premier League. Andre spillere koster rask væk meget mere, tilføjer den danske scout og fortsætter:

- Vi kigger på, hvad det er for nogle spillere, der passer til os og den måde, Michael vil spille fodbold på. Der er ikke et parameter, vi ikke kan konkurrere på. Det er også derfor, vi går meget, meget stille med dørene, for vi gider ikke have nogen unødig konkurrence fra andre klubber. Ellers risikerer vi, at vi ikke kan få den spiller, vi vil have, uddyber Erik Larsen og forklarer, hvorfor vi lige nu ikke kommer til at se de helt store transfers i Swansea, selv om klubben skulle have råd til det.

- Hvis man sprænger lønbudgettet ved at hente endnu dyrere spillere, end der allerede er i gruppen, så går der under en måned, og så vil de bedste spillere vide, at nu er der kommet en eller to spillere, der får endnu mere i løn. Du kan ikke have to nye spillere i en trup, som kommer og får det dobbelte af alle de andre, der har gjort det godt og er bærende spillere på holdet.

Derfor vil Erik Larsen fortsætte med at finde spillere, der endnu ikke har vist deres fulde potentiale. Her har Spanien været et meget brugt marked for Laudrup, hvilket blandt andre er blevet bemærket af Arsène Wenger og Sir Alex Ferguson.

- Alle de store klubber har hele tiden været i Spanien, men det gør ikke nogen forskel for os. Det kan vi alligevel ikke gøre noget ved, siger han.

Læs også: