Laudrup kan miste sin stjerne til januar

Michael Laudrup og Swanseas succes går ikke ubemærket hen, og nu rygtes danskerens seneste skalp som interesserede i at hente topscorer Michu.

Et af Premier League's bedste køb i denne sæson må Michael Laudrup utvivlsomt have stået for.

Spanske Michu blev hentet til Rayo Vallecano for en discountpris på blot 20 millioner kroner, men hans succesfulde start har skudt angriberens markedsværdi i vejret.

Arsenal rygtes nu ifølge CaughtOffside som bejler til den spanske angriber, som London-klubben faktisk allerede kender en del til på trods af kun en halv sæson i England.

Allerede i Rayo Vallecano holdt Arsene Wenger et vågent øje med den 26-årige Michu. Ubeslutsomhed fra Arsenal samt Michael Laudrups status gjorde, at Michu hurtigt sagde ja til Laudrup og Swansea.

- Jeg ville rigtig gerne til Swansea på grund af træneren, spillemåden og Premier League, sagde Michu til BBC, da skiftet til Swansea var bekræftet.

Dette tætte forhold mellem Michu og Laudrup kan dog allerede ende til januar, da rygter sender Michu til Arsenal for en pris på 120 millioner kroner. De engelske medier er slet ikke i tvivl om, at Laudrup vil kæmpe med næb og klør for at beholde Michu. Spørgsmålet er om klubben kan sige nej til en kæmpe check fra Wenger og Arsenal.

Senest viste Michu sig frem for Arsenal, da han på Emirates Stadium nedlagde The Gunners med to scoringer i Swanseas 2-0-sejr.

Læs også: