Swansea vandt onsdag aften 3-1 over årets overraskelse West Bromwich, og Michael Laudrup havde da også kun roser tilovers for sit holds indsats efter kampen.

- Det var en fantastisk første halvleg, og det var det bedste, jeg har set i denne sæson. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst som manager for et hold bare nød kampen som denne her. Som manager kigger man hele tiden efter, hvad man skal ændre, men første halvleg var bare fantastisk, siger Michael Laudrup til BBC Sport.

Swansea fik en fremragende start på kampen og var allerede foran 2-0 efter 11 minutter på mål af Michu og Wayne Routledge. Inden pausen fik sidstnævnte udbygget føringen, inden Lukaku reducerede til 3-1 sekunderne inden pausefløjtet.

Det blev kampens resultat, og dermed rykker Swansea op på ottendepladsen i Premier League, mens West Bromwich falder ned på 4. pladsen.

- Jeg er meget glad for sejren og de 20 point lige nu. Det er virkelig fantastisk, siger en kortfattet Michael Laudrup.

Michael Laudrup har i flere uger tænkt på at gøre brug af de tre normale kantspiller Nathan Dyer, Pablo Hernandez og Wayne Routledge - som han efter kampen refererede til som 'de tre små' - på samme tid. Det fik han afprøvet onsdag aften med stor succes.

- Jeg troede, at hvis vi havde Michu i en fri rolle, at de andre tre så ville kunne lave en masse løb omkring ham, og det var lige, hvad de gjorde, siger Michael Laudrup.

Swansea er inde i en flot stime og er nu ubesejret i fem kampe. Men i weekenden kommer man for alvor på en svær opgave, når man gæster Arsenal.

- Men vi tager dertil uden noget pres, og vi kan overraske folk. Vi har fået fire point i denne uge, hvilket har sikret os et godt afkast, afslutter Michael Laudrup.