Den danske manager går tydeligvis ikke med forventningen om, at han i de kommende sæsoner skal prøve sig af andre steder end i Wales

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Michael Laudrup pusler ikke med tanken om at lade sin kontrakt til sommeren 2014 med Swansea løbe ud, så han til den tid står kontraktløs og ledig til at mæske sig i jobtilbud. Hans klare intention er ifølge engelske The Sun at blive i klubben længere end det - via en et-årig forlængelse til sommeren 2015 - og til avisen siger Michael Laudrup:

- Jeg har sagt mere end en gang, at det er min intention at blive. Vi er nået meget, meget længere, end jeg havde forestillet mig - vi er i en liga cup-finale, siger Michael Laudrup for at understrege sin og klubbens succes.

Det ønske ligger også meget godt i tråd med de udmeldinger, der har været fra Swansea-formand Huw Jenkins, der for ikke længe siden første gang fortalte om sit ønske om en forlængelse med danskeren.

I starten af denne uge bekræftede Laudrups agent, Bayram Tutumlu, over for Ekstra Bladet, at parterne ville gå i gang med kontraktforhandlinger meget snart, og de forhandlinger kan vise sig guld værd for Laudrup.

Det menes nemlig, at Laudrups løn med en ny kontrakt kan blive løftet fra nuværende ca. 9 mio. kr. til et sted omkring de 15-17 mio. kr. plus en række bonusordninger.

Om kontrakten siger Swansea-formand Huw Jenkins:

- Jeg ønsker ikke at forhandle igennem pressen, men det siger sig selv, at der også vil være en økonomisk gevinst for Laudrup, hvis han siger ja til en ny kontrakt, forklarer Swansea-boss Huw Jenkins til South Wales Evening Post.