Det kom ud af det blå, da fodboldklubben Al-Rayyan, der er mesterholdet i Qatar, mandag på Twitter og derefter på klubbens hjemmeside kunne fortælle, at Michael Laudrup bliver klubbens næste træner.

Parterne var enige om en kontrakt, stod der på klubbens hjemmeside. Historien er fortsat at finde samme sted, men hovedpersonen har ikke bekræftet noget i den størrelse.

»Hvad der sker om en uge, en måned eller til jul, er der ingen, der ved,« skriver Laudrup onsdag i en mail til Ritzau.

Allerede mandag var Laudrup på banen, efter at Al-Rayyan havde meddelt, at klubbens bestyrelse var blevet enig med danskeren om en aftale.

»Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt. Ikke med Al-Rayyan, Valencia eller nogen anden,« skrev Laudrup.

Danskeren har i den seneste tid været sat i forbindelse med den spanske klub Valencia, der fyrede sin træner efter få spillerunder af den nye sæson.

Diverse danske og spanske medier fortæller fortsat, at Laudrup er i spil i Valencia, og Laudrups agent, Bayram Tutumlu, har til forskellige medier fortsat ytret sig om netop Valencia. Selv efter historien om Al-Rayyan kom frem.

Det vides endnu ikke, om Al-Rayyan og Laudrup faktisk har en aftale med hinanden, eller er i dialog med hinanden. Eller om klubben blot har været for hurtigt ude eller meldt noget helt forkert ud.

Laudrup har heller ikke selv kategorisk afvist historien om med Al-Rayyan. Han har blot meddelt, at intet var underskrevet fra hans side.

Det danske fodboldikon har ikke været træner i over et år. Laudrups seneste job var i Qatar-klubben Lekhwiya, som han førte frem til mesterskabet. Han tiltrådte i klubben i 2014 og tog afsked i juni 2015.

Laudrup indledte trænerkarrieren som assistent for det danske landshold under Morten Olsen fra 2000 til 2002. Efterfølgende stod han i spidsen for Brøndby i fire år, hvor det lykkedes at hjemføre mesterskabet i 2005.

Siden har Laudrup været forbi klubberne Getafe fra Spanien, russiske Spartak Moskva, spanske Mallorca samt den walisiske klub Swansea, der optræder i den engelske Premier League.

Som spiller havde Laudrup sin storhedstid i Spanien, hvor han vandt mesterskaber med FC Barcelona og Real Madrid.

Ritzau arbejder på yderligere kommentarer fra Laudrup.

/ritzau/