Inden onsdagens Premier League-opgør mod Newcastle, indrømmer Swansea-chef Michael Laudrup, at han var interesseret i at hente den brandvarme bomber Loic Remy til Liberty Stadium i sommer.

Desværre for Laudrup lykkedes det ham ikke at hente ham fra Queens Park Rangers, der i stedet indgik en lejeaftale, som sendte Remy til Newcastle. Og en stor del af klubbens aktuelle succes kan tilskrives Remy, der har garnet 8 gange i 11 kampe.

- Jeg kan rigtig godt lide ham. Han var en af de spillere, jeg var interesseret i sidste sommer.  Det er der ingen tvivl om, siger Laudrup ifølge Sky Sports.

- Han er en spiller efter min smag. Han har det hele. Han har hurtighed, individuel kvalitet og målnæse uddyber danskeren.

Swansea og Laudrup har 15 point efter 13 kampe og skal onsdag aften forsøge at bryde en dårlig hjemmebanestatistik. Kun én af fire sejre er hentet på Liberty Stadium denne sæson. 

Men det generer ikke Laudrup:

- Vi kan ikke altid regne med, at vi vinder på udebane, og nu har vi to hjemmekampe i træk. Sidste gang vi havde det, fik vi fire point mod Sunderland og West Ham, og jeg regner med, at vi mindst får det samme denne gang. Kan vi få seks, så tager jeg det, siger Laudrup inden kampen onsdag mod Newcastle og mandag aften mod Hull.

- Men jeg ser på antallet af point - og ikke så meget, hvor vi får dem, siger den danske manager.