Laudrup i vildt pokalbrag mod Arsenal

Laudrups tropper var tæt på sejren, men må i omkamp mod Arsenal efter 2-2.

Michael Laudrups Swansea og Arséne Wengers Arsenal viste søndag eftermiddag, hvorfor engelsk pokalfodbold er noget helt særligt.

Med to mål i kampens sidste ti minutter vendte London-klubben kampen og så ud til at sende Michael Laudrups tropper ud i pokalmørket.

Men få minutter før tid udlignede Danny Graham til slutresultatet 2-2 og sikrede dermed Swansea en omkamp i tredje runde af FA Cuppen. Et fair resultat efter en chancerig og særdeles underholdene forestilling.

Gæsterne var fra start favoritter til sejren, idet Arséne Wenger stillede med noget nær stærkeste opstilling.

Michael Laudrup havde til gengæld valgt at bænke Pablo Hernandez og ikke mindst topscoreren Michu, så det lignede nærmere, at den danske managers fokus var rettet mod onsdagens kamp mod Chelsea i Liga Cuppen.

Det ændrede dog ikke på, at de to hold spillede lige op i første halvleg, hvor hverken hjemme- eller udehold helt formåede at holde overtaget. De store chancer i første halvleg udeblev også, tættest på var Swanseas Kyle Bartley efter 35 minutter på hovedstød, som gik lige over mål.

Alt imens forhindrede en veloplagt Michel Vorm i Swansea-målet udeholdet i at score, og derfor gik holdene til pause ved stillingen 0-0.

Anden halvleg startede i stort set samme takter som første, og det kunne meget vel være grunden til, at Michael Laudrup valgte at smide sit guldkort i form af spanske Michu.

Og den beslutning betalte sig, for topscoreren havde dårligt været på banen i ét minut, da han sendte hjemmeholdet foran med 1-0 efter at have snydt sig forbi et par Arsenal-spillere og sendt bolden i målets retning med hjælp fra sit skinneben.

Den scoring var dog ikke noget, der umiddelbart sænkede Arsenal, som indenfor bare tre minutter vendte et truende nederlag til en føring mindre end ti minutter før tid.

Lukas Podolski var første Arsenal-mand på pletten i det 81. minut efter et hjørnespark, og efter tre minutter fulgte Kieran Gibbs så trop med en fremragende flugter, der ikke efterlod en eneste Swansea-spiller i feltet nogen form for chance.

Og netop som det så ud til, at Arsenal alligevel ville leve op til sin favoritposition, blev de offer for deres egen zone-opdækning, der efterlod Danny Graham fuldstændig fri og med masser af tid til at få fuld kontrol over bolden og efterfølgende hamre den ind bagved Szczesny til 2-2.

I kampen allersidste overtidsminutter havde Swansea en kæmpe mulighed for at sikre sig sejren og videre avancement i FA Cup'en, men Dwight Tiendalli brændte på det groveste, og derfor skal de to hold nu i omkamp i London.

Læs også:

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08