Der er 38 kampe i Premier League, og derudover står den på FA Cup, Capital One Cup, europæiske kampe og landskampe for de bedste spillere i England.

Med en slutrunde som VM til denne sommer kan det gå hen og blive til non stop-fodbold for mange af spillerne, og nu vil Michael Laudrup have sat en stopper for flere af kampene.

Inden søndagens møde med Manchester United i FA Cup'en plæderer Swansea-manageren for, at man ikke skal spille omkamp i turneringen, hvis resultatet efter de første 90 minutter er uafgjort.

-  Med det antal kampe, vi har, kan en omkamp virkelig gøre skade, siger Michael Laudrup til BBC forud for kampen på Old Trafford.

Han mener, det vil være 'bedst for alle parter', hvis tredjerunde-kampen fandt sin afgørelse allerede i første hug.

 - Sidste år havde vi en omkamp mod Arsenal i en meget tætpakket januar. Jeg forstår ikke, hvorfor man stadigvæk har en regel om omkampe, når vi spiller så mange kampe, tilføjer Laudrup.  

Kampen mellem Manchester United og Swansea bliver spillet klokken 17.30.