Michael Laudrup tror ikke, at Alex Fergusons raserianfald mod Swanseas Ashley Williams skal tages så bogstaveligt.

Swanseas danske manager, Michael Laudrup, tager Alex Fergusons krav til det engelske fodboldforbund, FA, om at give Swanseas Asley Williams en lisvtidskarantæne helt afslappet.

Ashley Williams valgte at sparke bolden lige i hovedet på Robin van Persie, efter dommeren havde fløjtet for et frispark til hollænderen, og det fik efter kampen Ferguson til at vise sin utilfredshed.

- Robin van Persie er heldig at være i live. Det var en afskyelig handling fra deres spiller, og FA bør udelukke ham på livstid. Robin kunne have brækket sin nakke, rasede Alex Ferguson.

Michael Laudrup tog dog den diplomatiske hat på og fandt ingen grund til at føje mere til uenigheden mellem sin spiller og Manchester United.

- Jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke så det. Der var en hel masse spillere der, og jeg var ikke klar over, om der var fløjtet straffespark eller frispark, sagde Michael Laudrup til journalisterne ifølge engelske medier.

- Jeg tror ikke, han (Ferguson, red.) mente slå ihjel bogstaveligt. Men der sker altid ting i kampen, og jeg er sikker på, at de giver hinanden hånden efter kampen, og så er det ok, forklarede Swansea-manageren.

Både Ashley Wlliams og Robin van Persie fik et gult kort i situationen, da dommer Michael Oliver havde stoppet tumulten blandt spillerne.