Michael Laudrup og Swansea City tager på solferie i Dubai. Michael Laudrup forklarer hvorfor.

Wales i februar kan være grå og trist. Men det er der råd for, hvis man er Swansea City og har masser af succes i Premier League.

Michael Laudrup og co. tog søndag formiddag afsted til Mellemøsten - mere præcist udtrykt Dubai, hvor spillere og trænere vil lade op i nogle dage.

Swansea har en pause i kamp-programmet, inden det går løs ude mod Liverpool søndag i Premier League.

-.Der er plads til det i programmet, så det benytter vi os af, siger Michael Laudrup til Politikens hjemmeside.

- Vi skal være fire dage i Dubai og flyver hjem fredag. Derefter tager vi direkte til Liverpool for at fokusere på kampen, tilføjer han.

Søndagen efter går det løs i klubbens vigtigste kamp nogensinde, når der skal spilles finale i Capital One Cup - den såkaldt lille pokalturnering - mod Bradford City fra den fjerdebedste engelske fodboldrække.

- Klubben har aldrig tidligere været i en stor finale, og vi har nu en enestående chance for succes, siger Michael Laudrup.