Michael Laudrup bekræfter nu, at han har ansat Morten Wieghorst som assistenttræner i Swansea.

Torsdag eftermiddag kunne sporten.dk afsløre, at Michael Laudrup henter U21-landstræner Morten Wieghorst ind som assistent med øjeblikkelig virkning. Wieghorst bliver officielt præsenteret i morgen, men allerede nu bekræfter Michael Laudrup ansættelsen.

I et interview til politiken.dk forklarer han, hvorfor det lige netop blev Morten Wieghorst, valget faldt på.

- Som træner i Brøndby havde jeg Wieghorst i truppen som en meget engageret spiller. Siden er han blevet træner, har den rigtige licens, men ikke mindst – og det er vigtigt i det samarbejde, vi skal have – har Wieghorst selv været cheftræner i flere sæsoner (FC Nordsjælland, red.). Det betyder, at han er vant til at træffe beslutninger og tage ansvar, og det vil give vores diskussioner om holdets træning og taktik større dybde, siger Michael Laudrup.

Dermed står det også klart, at Michael Laudrup denne gang har set bort fra sin tidligere kompagnon, John Faxe Jensen, som Laudrup havde som assistent i både Brøndby og Getafe.

- Jeg havde fire kandidater inde i billedet til dette job som assisterende manager, og John ’Faxe’, som jeg havde et fantastisk samarbejde med i Brøndby, var naturligvis en af dem. Men når jeg alligevel valgte at se bort fra ’Faxe’, så skyldes det, at han er engageret i Brøndby. Og jeg ville ikke bringe ham i den situation, at han pludselig skulle vælge mellem mig og hjerteklubben. Så noget nyt samarbejde bliver der ikke tale om i denne omgang, siger den danske Swansea-manager til politiken.dk.