Michael Laudrup pønser på en alternativ løsning i forsvaret til søndagens pokalfinale.

Swansea-manager Michael Laudrup ser ud til at levere noget af en overraskelse, når han søndag eftermiddag sender sit hold på banen til klubbens største kamp nogensinde. Capitol One Cup-finalen mod upåagtede Bradford.

Ifølge det velorienterede walisiske medie South Wales Evening Post er danskeren klar til at sende den sydkoreanske midtbanespiller Sung-yeung Ki ind i det centrale forsvar. Som erstatning for den skadede forsvarsstyrmand Chico Flores.

Sker det, vil det være noget af en gambling for den danske succes-manager. Sydkoreaneren har kun minimal erfaring i forsvaret, hvorfor det hidtil var forventet, at pladsen ved siden af anfører Ashley Williams skulle besættes af veteranen Garry Monk eller talentfulde Kyle Bartley.

Begge leverede dog en pinlig indsats i 0-5-nederlaget til Liverpool i sidste uge, hvilket angiveligt har fået Laudrup på andre tanker.

Det kan give plads til Sung-yeung Ki, der med sin stærke boldomgang vil kunne bidrage i det opbyggende spil. Samtidig vil han med sin højde være en god garde i luftrummet.

Med sydkoreaneren i forsvaret vil det desuden give Michael Laudrup plads til en midtbane bestående af Jonathan de Guzman, Leon Britton, Nathan Dyer, Pablo Hernandez og Wayne Routledge, der skal fodre skarpretteren Michu.

Kampen starter kl. 17 og vil kunne følges med live-opdatering på sporten.dk. Følg den på skærmen på 6'eren.