Michael Laudrups fremtid er genstand for stor spekulation i disse dage. Men det skal noget 'specielt' til at overtale danskeren til et nyt job.

Laudrup har på det seneste blevet sat i forbindelse med det ledige træner-job i Valencia, mens Al-Rayyan allerede har meldt ud, at Laudrup bliver klubbens nye træner, hvilket han selv har afvist indtil videre, selvom rygterne svirrer i høj grad.

Trænerjobbet i Valencia ser dog i skrivende stund ud til at gå tilden tidligere italienske landstræner, Cesare Prandelli.

I et interview med Tipsbladet vil Laudrup ikke kommentere på hverken Valencia eller Al-Rayyan, men han forholder sig til karrieren som træner.

»Indimellem savner jeg trænerrollen, men spørgsmålet er, om jeg savner den nok,« siger Laudrup og fortsætter:



»Man lever kun én gang. Jeg sagde, kort efter jeg begyndte som assistent hos Morten (Olsen, red.) med landsholdet, at jeg i hvert fald ikke blev ved, til jeg var 60-70 år. Man er på 11 måneder om året, og der skal være noget nyt i jobbet, hvis jeg skal være træner igen, siger Laudrup, der udelukker nogensinde at blive træner i Superligaen igen, hvor han tidligere stod i spidsen for Brøndby i fire sæsoner.

Karrieren har også bragt ham til Swansea, Getafe og Mallorca, og det er ikke oplevelser, han ønsker at gentage. Midterklubber har han prøvet nok af, siger Laudrup, der fortæller, at han har afvist to klubber, siden han stoppede som træner for Qatar-klubben Lekhwiya sidste år.

»Jeg har også haft muligheden for at komme tilbage til en Premier League-klub og til en La Liga-klub, mindre klubber i begge tilfælde, men det har jeg prøvet før. Der kommer aldrig noget, der kan måle sig med året i Getafe, og det bliver også svært at gentage præstationerne med Swansea med en anden af de mindre klubber i Premier League. Så hvorfor komme tilbage og kæmpe for at blive nummer 10, måske nummer 13, og hvis det går rigtig skidt, rykke ned,« lyder det fra Laudrup.

Laudrup har desuden også en fortid i russiske Spartak Moskva. I øjeblikket arbejder han som ekspert for spanske beIN Sports.