Danskerklubben Ajax Amsterdam har trukket FC København i Europa Leagues ottendedelsfinale, og det glæder den ene af klubbens danskere, Lasse Schöne.
»Det bliver et virkelig sjovt møde. Jeg glæder mig,« siger den 30-årige dansker, der aldrig nåede at optræde i den bedste danske række. Han skfitede fra Lyngby til hollandske Heerenveen, da han var 16 år gammel. Siden har han spillet for De Graafschap, NEC Nijmegen og altså Ajax.
»Jeg har allerede fået en masse beskeder fra folk i Danmark,« fortæller Lasse Schöne til Ajax' hjemmeside.
»Pressen har også prøvet at ringe til mig for at få en kommentar, og jeg har skrevet sammen med en af FCKs spillere, Peter Ankersen,« fortæller Lasse Schöne, som kender Peter Ankersen fra det danske landshold, som de begge har spillet nogle kampe for.
Lasse Schöne kan fortælle til Ajax-fansene, at FCK er et solidt hold.
»De er meget velorganiserede, og modstanderne laver ikke ret mange mål imod dem,« siger den danske midtbanespiller, der netop har forlænget sin kontrakt med Ajax med to år, så den udløber i 2019.
Der kan også meget vel blive et gensyn for Lasse Schöne med den tidligere Ajax-spiller, Nicolai Boilesen, som skiftede til FCK inden denne sæson. Endnu er det dog ikke blevet til så megen spilletid for venstre-backen.
»Nu kan Boilesen få sin europæiske debut for FCK. Det bliver også en speciel kamp for ham,« siger Lasse Schöne.
FCK har mødt Ajax to gange tidligere. I 2001 mødtes de to hold i den daværende UEFA Cup - i dag Europa League - og i 2006 mødtes de i kvalifikationen til Champions League. FCK vandt i begge tilfælde samlet.