Landsholdsbacken frygtede det værste efter det første kvarter mod Holland. Nu er sigtet rettet ind på EM-kvartfinalen.

Holland startede den første EM-kamp i Gruppe B som lyn og torden.

De hollandske kombinationer sad lige i skabet det første kvarter, og de danske spillere havde svært ved at holde på bolden i mere end et par sekunder af gangen.

Det gav også bange anelser hos spillerne på banen.

- Vi kom dårligt ind i kampen, synes jeg. Vi rørte jo stort set ikke bolden det første kvarter, hvor de kørte den rundt mellem os. Men så fik vi arbejdet os ind i kampen, og turde at spille fodbold mod dem. Derefter var jeg langt mere rolig for udfaldet end i begyndelsen af kampen, fortalte Lars Jacobsen.

Han mente, at Danmark havde det nødvendige held til at levere en overraskelse mod de hollandske verdensstjerner.

- Hvis du skal slå et af verdens bedste landshold, så har du brug for held. Du har brug for en god målmand, og Stephan reddede os mange gange heldigvis. Men man skal være dygtig og heldig for at få sådan en sejr hjem, forklarede landsholdsbacken.

Han øjner nu en kvartfinaleplads, selv om der resterer to store kampe mod Portugal på onsdag og så Tyskland på søndag.

- Det var den bedst tænkelige start for os. Det giver os da klart en tro på, at vi kan gå videre. Nu ligger fokus først og fremmest på Portugal og ikke på alle mulige beregninger om, hvordan vi går videre. Men det ser da fornuftigt ud, sagde Lars Jacobsen.