Landsholdsbacken erkender, at FCK-spillerne spillede som en flok klovne i første halvleg mod Esbjerg

Ordene rungede, så man sikkert kunne høre det ude på skibene på Vesterhavet.

Ariël Jacobs var vred. Ikke skuffet. Nej vred. Efter en ensidig første halvleg, hvor rollerne som top- og bund spillemæssigt var byttet om i Esbjerg, måtte FCK-spillerne i pausen lægge øre til en regulær skideballe fra den belgiske træner.

Han lagde ikke fingre imellem, da han opsummerede sin opfattelse af første halvleg, hvor hjemmeholdet var overlegne i alle spillets facetter.

- Spillerne lignede en flok klovne i arenaen. Jeg var vred i pausen og sagde præcis, hvad jeg følte. Og jeg tror, at som professionelle spillere sad de også med en flov fornemmelse ovenpå den halvleg. I et kvarter af kampen viste vi præcis den mentalitet og det spil, som vi skal levere hver gang, men det her var langt fra godkendt fra vores side, sagde Jacobs om 2-2 resultatet.

For skideballen virkede i den grad, og i et kvarter efter pausen lignede FCK igen det bedste hold i Danmark og den klart største mesterskabsfavorit. Men selv om holdet formåede at vende 0-1 til 2-1 på kort tid, så lukkede man alligevel Esbjerg ind i kampens slutminutter til stor frustration for FCK-aktørerne.

- Jeg tror, vi alle står med en dårlig smag i munden. Det var en af vores dårligste kampe i meget lang tid, og det er direkte latterligt, at vi lukker dem ind igen til sidst, når vi nu ligesom var kommet op af hullet fra første halvleg, sagde FCK-anfører Lars Jacobsen.

Han mente heller ikke, at der var en eneste i omklædningsrummet, der modsagde Jacobs i klovneprædikatet.

- Jeg synes, det er en meget god betegnelse, at kalde os klovne. Vores første halvleg var fuldstændig uacceptabel. Det var pinligt, hvad vi leverede, og vi var helt klart flove i pausen over, at vi slet ikke havde fat i noget som helst, sagde Jacobsen.

Efter landsholdspausen venter rivalerne fra Brøndby, og her må forskellen på top og bund gerne være langt mere tydelig ifølge Lars Jacobsen.

- Det er møgfrustrerende, at der skal gå så lang tid før næste klubkamp ovenpå det her resultat. Men vi har noget at revanchere mod Brøndby, og det skal være langt bedre, sagde anføreren.