Selvom Pione Sisto blev dansk statsborger tidligere på året, er hans deltagelse ved sommerens U21 EM i overhængede fare for at løbe ud i vasken.

Han er en af Superligaens helt store profiler, og det vakte stor glæde i DBU, da FC Midtjyllands guldfugl, Pione Sisto, fik dansk statsborgerskab tidligere på året.

Dermed skulle man tro, at vejen til U21-EM var banet, men tingene er mere komplicerede end som så. Sagen om retten til at repræsentere Danmark skal nemlig først en tur forbi FIFA, før Sisto kan trække den rød-hvide trøje over hovedet.

FIFA har tilsyneladende ikke travlt med at behandle sagen, og den lange behandlingstid er for alvor begyndt at skabe uro i DBU, om hvorvidt Sisto overhovedet kan nå at blive spilleberettiget før U21-EM-turneringen starter i midten af juni.

Selvom DBU presser på for et svar, er FIFA ikke særlig meddelsomme:

»Vi kan bekræfte, at det danske fodboldforbund har rettet henvendelse til FIFA for at afdække spilleberettigelsen på udvalgte nationale hold for Pione Sisto. Sagen er under behandling og bliver undersøgt lige nu. Derfor kan vi ikke kommentere sagen, og vi kan heller ikke komme med nogen tidshorisont for sagens afslutning,« skriver en FIFA-talsmand til Ekstra Bladet.

Den danske U21-landstræner Jess Thorup har mange spillere at vælge i mellem til de offensive midtbanepladser, men han håber alligevel, at FIFA snart får færdigbehandlet sagen:

»Nu er han så ikke spilleberettiget, fordi FIFA ikke har behandlet hans sag til ende, samtidig er han skadet. Det er uheldigt for Pione, det er uheldigt for FC Midtjylland, og det er uheldigt for U21-landsholdet,« siger Jess Thorup til Ekstrabladet.

Holdets sidste EM-test forud for udtagelsen af EM-truppen spilles i aften på Lyngby Stadion hvor USAs U21-hold kommer på besøg.