Næsten to døgn med uvished er forbi for U21-landstræner Niels Frederiksen.

BT kunne tirsdag morgen fortælle, at den walisiske Championship-klub Cardiff ikke ønskede at sende deres danske angriber Kenneth Zohore til U21-EM i Polen til sommer, og at man ville gøre brug af retten til at afvise hans deltagelse, fordi slutrunden ikke ligger på officielle FIFA-datoer. Det betyder, at klubben ikke er forpligtet til at sende spilleren.

Nu kan BT så fortælle, at klubben alligevel har efterkommet Kenneth Zohores ønske om at deltage. Og det skyldes i høj grad én ting.

Det er nemlig angriberens store ønske at komme på Danmarks A-landshold, selv om han også har rødder i Elfenbenskysten, som gerne vil prøve ham af på deres landshold, og det får han nu mulighed for første gang i karrieren.

BT kan således fortælle, at Kenneth Zohore med sin udtagelse til U21-EM får lov at træne med A-landsholdet og vise sig frem over for landstræner Åge Hareide i dagene, inden A-landsholdet møder Tyskland 6. juni.

Det samme gælder i øvrigt for andre spillere, der i klubregi er gået på sommerferie, som målmand Daniel Iversen fra Leicester, Joachim Andersen fra Twente, Andrew Hjulsager fra Celta Vigo og Lasse Vigen fra Fulham. Deres turneringer er nemlig allerede færdigspillet, og de ville, hvis ikke Åge Hareide havde inviteret til træning, ellers skulle holde stille med træningen helt indtil 8. juni, hvor truppen til U21-EM har samling og træner sammen første gang.

Og det er ikke kun til træningsdagene med A-landsholdet, at Åge Hareide vil holde godt øje med Kenneth Zohore. Det samme vil den norske træner gøre med den målfarlige angriber ved slutrunden i Polen, og derfor har klubben sagt ok til deltagelsen, selv om man helst havde set ham blive hjemme og hvile sig, så han ikke var i risiko for at blive skadet og kunne være helt frisk i sæsonopstarten i Cardiff, hvor han i næste sæson skal spille en nøglerolle.

Aftalen kom endelig i stand onsdag, da Neil Warnock og Niels Frederiksen havde en telefonsamtale.

»Jeg har aldrig på noget tidspunkt hørt, at Cardiff skulle have udfordringer med at sende Kenneth Zohore til EM. Så jeg udtog ham og betragtede det egentlig bare som det. Så kom historien, og jeg tænkte, hvad er nu det, men det gjorde egentlig ikke noget, for hvis der var udfordringer med det, måtte Cardiff tage fat i mig,« siger Niels Frederiksen og tilføjer:

»Der sker det i dag, at Neil Warnock ringer til mig og siger, at han er klar over, at der har været avishistorier frem og tilbage, men at jeg bare vil sige til dig, at det er helt ok, at Kenneth Zohore tager med til EM. Så kan det sagtens være, at der på et tidspunkt har været en historie, men at han bare har ændret holdning, men det er ikke noget, jeg har gjort noget ved, for jeg har aldrig hørt fra Cardiff, at de ikke ville have ham til at deltage.«

Jeg kan forstå, at Neil havde bekymringer omkring Kenneth Zohore og i samtalen med dig udtrykte, at der skulle passes på ham ved EM?

»For mig er det ikke anderledes for Kenneth, som det er for alle mulige andre, at vi selvfølgelig skal tage hensyn til alle spillere. EM er en hård turnering, og spillerne kan undervejs få nogle skavanker, men så skal vi jo ikke sende dem på banen. Det gør jeg jo ikke med nogen spillere. Det kunne jeg ikke drømme om. Så jeg synes ikke, der er så stor forskel på det og alle mulige andre spillere. Men det er da klart, at lige meget hvornår spillerne er af sted med landsholdet, så er man som klub og træner bekymret for, at de bliver skadet. Det forstår jeg godt. Sådan havde jeg det også selv som klubtræner. Jeg har naturligvis forsikret Neil om, at vi passer godt på Kenneth, ligesom vi gør på alle de 22 andre spillere – og ligesom vi altid gør, når vi er af sted med landsholdet. Konklusionen er ikke ændret for mig. Kenneth Zohore deltager, og det er jeg rigtig glad for, for han er en dygtig spiller,« slutter U21-landstræneren.

Dermed kan Kenneth Zohore, der i foråret blev topscorer for Cardiff med 11 mål, godt pakke sine tasker og sætte kurs mod Polen. Men først skal han ikke mindst forbi Åge Hareides syn.