Frankrigs landstræner Didier Deschamps og Real Madrid-stjernen Karim Benzema deler nok hverken tandbørste eller gode opskrifter. De to er nemlig ikke rigtig på samme bølgelængde, og det har de ikke været i et stykke tid.

Karim Benzema har nemlig ikke været en del af Didier Deschmaps landsholdstrup, siden Real Madrid-angriberen var indblandet i en større sag om afpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena i forbindelse med et såkaldt sextape.

Benzema er heller ikke en del af Deschamps' seneste trup, men han er stadig en del af de bizarre historier. For Karim Benzema valgte for nyligt at like et opslag af den franske rapper Booba, der gjorde grin med Deschamps.

Og det har fået landstræneren til at reagere.

»Det er ynkeligt,« lød Didier Deschamps korte svar til L’Équipe.

Det lidt længere svar omhandlede Deschamps begrundelse for stadig at holde Real Madrid-stjernen ude af sit landshold. Og den ville han også gerne komme med.

»Jeg skal give dig et svar. Det franske landshold blev bygget før EM og blev konsolideret gennem turneringen, hvor Frankrig formåede at nå finalen. Sådan fortsatte det med at være i kvalifikationen.«

»Jeg har en trup, hvor der er harmoni. Jeg tror på spillerne, som har betalt mig tilbage på banen. Jeg har taget unge spillere ind, fordi de har masser af potentiale. Jeg er den eneste, der bestemmer, og jeg træffer beslutninger af sportslige årsager,« siger Didier Deschamps.

Mens Karim Benzema ikke er med, har Didier Deschamps i stedet fundet plads til blandt andre Monacos unge stjerneskub Kylian Mbappé.