Paul Pogba er blandt de 30 nominerede til Ballon d’Or, men alligevel mener hans landstræner ikke, at han kan vinde den gyldne bold – nogensinde.

Det fortæller den franske landstræner Didier Deschamps til RMC.

Gode præstationer for Juventus og et prisskilt som verdens dyreste er langt fra nok til at vinde den præstigefyldte pris, som har været delt mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo de sidste mange år.

I modsætning til de to kompetente herrer har Paul Pogba med sine 23 år alderen med sig, men han kan godt skyde en hvid pil efter prisen i fremtiden ifølge Didier Deschamps. Pogba mangler nemlig en væsentlig ting: mål.

»Han er en midtbanespiller. Ballon d’Or er for angribere og 10’ere, hvis man ser bort fra et par enkelte eksempler. Prisen gives til spillere, der scorer mål,« siger Didier Deschamps og fortsætter:

»Paul (Pogba, red.) har scoret et par mål, men han kommer aldrig til at score tre mål per kamp. Sådan er hans spil ikke«.

Paul Pogba har kun scoret to kasser siden, at han kom til Manchester United, og i det hele taget går det den gale vej for det stjernespækkede mandskab i den røde del af Manchester.

De sløje præstationer for Manchester United har fået kritikerne til at kaste deres opmærksomhed på Paul Pogba, da han har det tunge prisskilt hængende om halsen. Didier Deschamps mener, at de store forventninger presser Pogba til at forsøge sig med spektakulære men ineffektive aktioner i kampene, ligesom han ikke mener, at det store prisskilt skal komme den franske midtbanemand til last.

»Selv når han gør tingene godt, er det ikke godt nok. Derfor kan man godt forstå, at han bliver presset til at gøre ting, der er ekstraordinære, selvom det ikke er effektivt eller brugbart. Paul Pogba er også en person, der får opmærksomhed grundet medierne og de sociale medier og hans transfer. Det er han ikke herre over. Han bestemte ikke prisen, og ærligt talt er han ikke under pres«