Viktor Fischer imponerer alt og alle med mål i stimer. Senest blev det onsdag aften til et hattrick mod Molde i ungdommens Champions League-turnering, The NextGen Series.

Det kan godt være, at det danske landshold mangler en angriber i absolut topklasse, når Nicklas Bendtner ikke er i form, men i Ajax løber den unge Viktor Fischer rundt og banker målene ind efter behag.

Før sæsonen blev Ajax-angriberen hentet op til førsteholdstruppen af træner Frank de Boer, men Fischer kommer stadig i kamp på ungdomsholdet i NextGen-turneringen, der kører efter de voksnes Champions League-model.

Modstanderen var onsdag aften Molde, som fik tre danske scoringer imod sig i 0-5-nederlaget. I sidste sæson blev det også til et hattrick fra den 18-årige knægt, da han var i målhopla mod Liverpool. Udviklingen går så stærkt, at landstræner for U19, Thomas Frank, tager de helt store fodboldpersonligheder for at karakterisere kometens talent.

- Som type er han ligesom Messi og Ronaldo - uden sammenligning i øvrigt. Men Fischer har den samme ærgerrighed, at han bare vil score. Han bevarer sulten, også når han har lavet to, tre mål i en kamp, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet og kommer her med en uddybning af Fischers forcer:

- Hans spidskompetence er hans afslutninger. Han er helt rolig foran mål og tager initiativet, når han er alene med målmanden. Mestrer ganske enkelt det hele: afslutter med vristen, indersiden, ydersiden og så videre, lyder rosen fra Thomas Frank.

Viktor Fischer har allerede fået sin debut for Ajax' førstehold i denne sæson, da det blev til spilletid i den hollandske Super Cup.