Danmark har fået en ny Eriksen på landsholdet. Tottenham-stjernen Christian Eriksens søster Louise Eriksen er for første gang udtaget til det danske kvindelandshold.

Det er efterhånden syv år siden, at Christian Eriksen for første gang optrådte i den danske landsholdstrøje, da han som 18-årige debuterede. Dengang var hans lillesøster Louise blot 14 år gammel, men hun var allerede godt i gang med at blive en habil fodboldspiller. Og nu kan hun så ligesom brormand kalde sig for dansk landsholdsspiller.

For 21-årige Louise Eriksen, der til daglig spiller i 3F Ligaen for Kolding Q, er for første gang udtaget til landstræner Nils Nielsens trup. Hun er blandt de 28 spillere, der skal spille venskabskamp mod Finland 11. april i Slagelse i optakten inden EM-slutrunden til sommer, hvor Danmark er kvalificeret.

»Hun har været én, vi har kigget på et stykke tid. Nu er vi rendt ind i nogle skader på hendes position på midtbanen, og det har gjort hende ekstra interessant. Hun har trænet rigtig hårdt henover vinterperioden, og derfor tror jeg, at hun nu er i en udgave, hvor hun er klar til prøve kræfter med de allerbedste,« forklarer Nielsen til BT omkring udtagelsen af Eriksen.

Landstræneren fortæller, at han vil gøre brug af hende på den centrale midtbane, og så banker det oplagte spørgsmål sig på: Hvor meget minder hun om bror Christian, der i øjeblikket er med det danske herrelandshold i München frem mod den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Rumænien på søndag?

»Hun laver faktisk mange af de samme ting som Christian. Hun har dog en mere defensiv rolle, hvor hun i KoldingQ nærmest spiller en god, gammeldags sweeper, efter hun tidligere var en balancespiller på midtbanen,« siger Nielsen og peger på ét område, hvor hun endda overstråler sin bror.

»Det er ikke for at forklejne Christians defensive kvaliteter, for han er jo faktisk en rigtig dygtig presspiller, men jeg tror, at Louise er lidt mere opmærksom og påpasselig på de defensive områder,« lyder det fra landstræneren.

Louise Eriksen har tidligere fået to kampe for U16-landsholdet tilbage i 2011, men mod Finland kan hun nu få debut på A-landsholdet, og selvom det ikke ligner, at hun glider direkte ind i startopstillingen, kan en god indsats i træningssamlingen op til kampen bane vejen for, at Louise Eriksen følger i sin brors landsholdsfodspor.

»Jeg regner ikke med, at hun lige pludselig viser sig at være en spiller direkte til startopstillingen, men hun har mange år foran sig endnu, og derfor er det vigtigt at få set, om hun kan holde til det tempo, der bliver lagt for dagen, når alle de bedste er samlet. Det skal vi teste af i første omgang, og gør hun det godt, kan det være, hun får debut mod Finland,« siger landstræner Nils Nielsen.

Danmark deltager i juli ved EM i Holland, hvor man møder Belgien, Holland og Norge.