Rio de Janeiro. Copacabana. OL. Selvom solen lørdag skinnede over landsholdslejren i Vildbjerg, er der et godt stykke vej til de tre ting.

For nogle er det bare fire måneder væk – for A-landsholdsspillerne er det nærmest Utopia. Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen og Riza Durmisi er alle født i 1993 eller senere og ville være selvskrevne på det danske OL-landshold, der skal til Brasilien til august, men selvom de tre af dem prompte erklærer deres uforbeholdne ønske om at komme med, ser man næppe de fire landsholdsprofiler på banerne til sommer.

Det er nemlig klubberne, der kan bestemme, om de ønsker at frigive spillere til OL, og med vigtige turneringskampe og europæiske kvalifikationskampe vil de bedste klubber takke nej til det tilbud.

»Jeg vil rigtig gerne med, for jeg tror, det kan blive en kæmpe oplevelse, og det er noget, som man højst sandsynligt ikke får lov at prøve igen. Desværre er det ikke helt mig selv, der bestemmer det hele,« siger Yussuf Poulsen.

Han spiller til daglig i RB Leipzig, som ligger til oprykning til Bundesligaen, og netop hans situation forklarer hele problematikken ret godt.

»Det får indflydelse, om vi rykker op eller ej, for Bundesligaen er blevet rykket en uge, så OL-finalen bliver spillet en uge før første turneringskamp. Og hvis vi skal spille 2. Bundesliga næste år, starter den allerede tre eller fire uger tidligere. Der ville jeg gå glip af fire kampe, så der tror jeg 100 procent, at jeg ikke ville få lov,« siger landsholdsangriberen.

Det er et dilemma, der er til at få øje på for spillerne. Danmark er for første gang i 24 år kvalificeret med et fodboldhold til OL – og så er det tilmed i sambafodboldens hjemland, Brasilien. Men turneringen ligger på så dårligt et tidspunkt for klubberne, at spillerne risikerer at være væk, når der er vigtige kampe i den hjemlige liga og kvalifikation til de europæiske turneringer.

Yussuf Poulsen, Riza Durmisi og Andreas Christensen er tre af de spillere, der ville være selvskrevne til et dansk OL-hold, da de alle er unge nok til ikke at optage en »dispensations-plads«. Og herfra lyder det samstemmigt, at man virkelig gerne vil spille OL.

A-landstræner Åge Hareide forstår godt den lyst, for der er masser at vinde ved en OL-slutrunde. Men det er ikke kun klubtrænere og -ledere, der ser udfordringer ved at sende spillere til OL. Landstræneren har også en VM-kvalifikationskamp mod Armenien 4. september.

»Det er en god oplevelse at tage med sig for spillerne. Men OL ligger lidt svært i forhold til hold, der skal spille i Europa – og også i forhold til vores kvalifikationskampe i starten af september. Det kan blive lidt meget for spillerne, for på det tidspunkt er spillerne i udlandet ikke helt i topform,« siger Hareide.

Danmark kommer altså muligvis til at udtage et andethold til den eneste slutrunde, som man har kvalificeret sig til i år. Sådan ser det ud. Men der er et lille håb endnu hos spillerne.

»Jeg håber ikke, det er umuligt. Lad os sige, vi rykker op, og vores nye træner er sød, så kan det være, jeg får lov,« siger Yussuf Poulsen.

 

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Christian Eriksen (på en »dispensations-plads«)

»Jeg er jo først og fremmest for gammel. Jeg er ikke blevet spurgt om noget endnu. Det ville gå ud over opstarten i Tottenham, men hvis man blev spurgt, ville man selvfølgelig se, om det passede ind og spørge klubben om lov. Men det er faktisk ikke noget, jeg har tænkt over, om jeg rigtig gerne vil eller ej.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Andreas Christensen:

»Jeg håber, at jeg skal med, men jeg tror, at sæsonen lige er startet på det tidspunkt, så der er noget, der lige skal cleares med klubben. Jeg vil rigtig gerne af sted. Jeg tror, det vil være rigtig stort at være med til OL.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Pierre-Emile Højbjerg:

»Vi har først og fremmest en rigtig vigtig kvalifikationskamp i starten af september, og hvis OL-landsholdet klarer sig godt, kommer de først hjem midt i eller sidst i august. På den måde kan det ramle sammen. Der kan også komme noget i spil i forhold til den nye træner i München, eller hvad der skal ske fremover. Der er nogle ting, der ikke er på plads i forhold til mig, og som gør, at jeg ikke kan træffe et valg endnu.«

Yussuf Poulsen:

»Tyskerne skal også sende spillere til OL, så hos os kommer det også til at spille ind på, om jeg får lov eller ej. Vores problem er, at der er mig og Davie Selke, som spiller i angrebet for tiden. Og vi er begge to i spil til en OL-plads. Hvis vi nu siger, at det hedder Danmark og Tyskland i en OL-finale, så kommer vores to førsteangribere først tilbage en uge før turneringsstart, og det tror jeg ikke, at vores træner vil være helt vildt glad for.«

Riza Durmisi:

»Det hele skal passe ind med hensyn til Brøndby. Hvis de ikke siger god for det, er det måske dårligt at gå imod klubbens vilje. Der er ingen tvivl om, at jeg rigtig, rigtig gerne vil. Jeg ville et eller andet sted være ærgerlig, hvis jeg ikke fik lov, men på den anden side ville jeg også godt kunne forstå klubberne.«