Hvorfor bruge en halv dag på at bumle hjem i et rutefly med mellemlanding, når man kan stryge af sted til København på et par timer i et privatfly?

Sådan tænkte flere landsholdsstjerner, som for egen regning fløj hjem fra den rumænske by Cluj efter 0-0-VM-kvalkampen den 26. marts mod Rumænien.

Ifølge DR Sporten var de tre FC København-profiler Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Peter Ankersen og Andreas Cornelius med på flyet sammen med to til tre Bundesliga-danskere.

Rejsen hjem med privatfly betød, at landsholdsspillerne kunne lande i Københavns Lufthavn 14 timer før ruteflyet med den øvrige DBU-delegation.

DBU-kommunikationschef Jakob Høyer oplyser til BT Sporten, at det var Åge Hareide, der godkendte spillernes alternative hjemrejseplaner. Han ser ikke privatfly-turen som en indirekte kritik af DBU.

»Der er bare nogen, der har valgt at gøre det på en anden måde. Når landskampen er overstået, er det ikke så afgørende for os, om spillerne vælger at flyve på den ene eller anden måde,« siger Jakob Høyer, som forsvarer DBUs valg af rutefly således:

»Vi rejser ofte med charterfly, fordi det er det, der kan betale sig, når vi skal langt væk. På denne rejse kunne det bedst betale sig økonomisk og sportsligt at rejse med rutefly til Cluj. Det havde langt størstedelen af landsholdsspillerne det fint med.«

Spillerforenigens formand, Mads Øland, ser dog privatflyet som et tegn på, at DBU kan forbedre forholdene for spillerne:

»Det burde være DBU, der havde arrangeret noget, som var tilfredsstillende tidsmæssigt og praktisk i forhold til de aktiviteter, man skal lave i sin klub efterfølgende,« siger han til DR Sporten.

Det skudsmål har Jakob Høyer kun hovedrysten til overs for.

»Det undrer mig, at jeg hører fagforeningen sige, at de gerne vil have, at vi skal prioritere privatfly til mellem en hel og halvanden millioner kroner. Vi er nødt til at hele tiden at kigge på, hvad der kan lade sig gøre inden for de budgetter, vi har. Hvis vi var blevet verdensmestre eller europamestre, og havde haft ti store sponsorer, så havde vi haft nogle andre muligheder end med den situation, vi har omkring landsholdet i øjeblikket,« siger Jakob Høyer.

Privatflyrejsen kommer i kølvandet på flere andre eksempler på uro i landsholdslejren. Blandt andet har landsholdsspillerne kritiseret forholdene på landsholdet, hvad angik kost og behandling.

Derudover har DBU ad flere omgange kæmpet mod Spillerforeningen, som har handlet på vegne af landsholdsspillerne. For eksempel i sagen om den manglende betaling af sponsorpenge fra perioden 2004 til 2011.

Begge de konflikter har parterne dog fundet en fælles løsning på.

Landsholdsspillerne i privatflyet skulle angiveligt have været utilfredse med at bruge så mange timer midt på sæsonen på en hjemrejse fra Rumænien. Derfor valgte de den dyre luksusløsning.

Ifølge flere hjemmesider, hvor man kan leje privatfly, vil det koste mindst i omegnen af 130.000 kroner at flyve seks mand hjem fra Cluj til København i et privatfly.

Det er ikke normal praksis, at spillere selv betaler for eksempelvis et privatfly for at komme hjem til Danmark. Det hænder dog, at profiler fra store udenlandske klubber på deres klubbers regning kan blive fragtet hjem fra landsholdssamlinger.

Det var også tilfældet efter Rumænien-kampen, hvor Christian Eriksens klub, Tottenham, og Kasper Schmeichels Leicester, ifølge BT Sportens oplysninger, delte regningen for at få deres respektive Premier League-stjerne hjem til England.