Nicolai Jørgensen måtte kort før søndagens lokalopgør mellem Feyenoord og Sparta Rotterdam melde fra af 'familiære årsager'.

Nu antyder han, at det skyldes ulykkelige omstændigheder. På det sociale medie Instagram skriver han:

»Tak for jeres søde beskeder og forståelse. Det har været en hård uge for mig og min familie.«

Jørgensen tilføjer dog, at han regner med at være tilbage, når Feyenoord torsdag møder Heracles i den hollandske pokalturnering.

Den danske landsholdsangriber blev i sommer gift med sin kæreste Theresa Kofoed. Det var kronen på et flot år, hvor han endte som topscorer i den hollandske Æresdivision og også vandt mesterskabet med Feyenoord.

I denne sæson har han været plaget af skader, og derfor er det blot blevet til fem mål. Feyenoord vandt søndag uden Jørgensen hele 7-0, men er alligevel blot at finde på femtepladsen i den bedste hollandske række.