Simon Kjær er dagen igennem i flere tyrkiske medier som Fanatik blevet rygtet væk fra Fenerbahce og meldt på vej til et skifte til AC Milan.

Kjær har nemlig fået et par fridage af sin tyrkiske arbejdsgiver, da manager Dick Advocaat har givet ham lov til at tage til Italien. Den pludselige smuttur til støvlelandet fik straks sat ild til alverdens rygter, men der er en god forklaring på Kjærs lille smuttur.

Kjær skal nemlig giftes med sin svenske kæreste Elina Gollert denne sommer, og brylluppet skal foregå i Rom i juni. De massive rygter om en muligt skifte har fået Kjær til selv at afkræfte det hele med en besked på Twitter.

»Et hurtigt stop i Rom for at forberede mit sommerbryllup. En dejlig fridag efter vores sene mål i aftes (Fenerbahce udlignede til 1-1 i sidste minut mod Besiktas søndag, red.) Kom så, Fenerbahce!,« skriver landsholdsspilleren.

Koblingen mellem Italien og Simon Kjær er dog ikke helt ude i hampen. Forsvarsspilleren har tidligere spillet med succes i både Palermo og AS Roma. Desuden er AC Milan samt Inter blevet meldt interesseret i danskeren tidligere.

Men i denne omgang var det altså lykkelige omstændigheder, der dannede grobund for rygterne.

Simon Kjær er 28 år gammel og har to børn med sin kommende kone Elina. Parret er langt fra det eneste fodboldpar, der skal giftes den kommende sommer. Også landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen skal giftes med sin kæreste Theresa Kofoed.