Det gavner ingen, hvis konflikten mellem DBU og Spillerforeningen trækker i langdrag, mener sportsøkonom.

Landsholdets slogan, ’En Del af Noget Større’, taler for sammenhold og om at komme tæt på befolkningen igen. Det gør den nuværende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen så langtfra. Der er kort sagt ingen vindere i denne sag.

Sådan lyder det fra Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom ved Aarhus Universitet, efter at DBU og Spillerforeningen i går endnu en gang ikke var i stand til at nærme sig hinanden ved forhandlingsbordet for at komme tættere på et kompromis om en økonomisk aftale mellem landsholdsspillerne og DBU.

»Trækker konflikten i langdrag, bliver det problematisk i forhold til det at komme i øjenhøjde med befolkningen. I værste tilfælde kan det påvirke det produkt, som medier, fans og sponsorer bliver eksponeret for. Det er uheldigt og ærgerligt.«

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen handler om lønforhold og DBUs kommercielle brug af spillerne. DBU vil have landsholdsspillerne til at gå 17 procent ned i løn og samtidigt tiltræde individuelle aftaler i stedet for den kollektive aftale, spillerne hidtil har haft. Efter sammenbruddet i forhandlingerne i sidste uge sendte DBU et brev til 40-60 spillere, hvor unionen bad om svar på, hvorvidt de vil spille under DBUs foreslåede vilkår. Siger spillerne nej til DBUs udspil, udtages de ikke til landsholdet i foråret, hvor der blandt andet er en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Serbien. Det kan betyde, at Danmark må stille med seriespillere.

Efter gårsdagens forhandlingsmøde udtrykte DBUs administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer skuffelse over det, han kaldte for en eskalering af konflikten fra Spillerforeningens side.

»For mig at se, er der tale om en eskalering af konflikten, når Spillerforeningen inviterer LO med til forhandlingsbordet og dermed gør det til et fagforeningsanliggende. Det er det ikke. Spillerne er ansatte i deres klubber, mens det at spille på landsholdet er et tilbud,« siger Claus Bretton-Meyer i en pressemeddelelse.

Omvendt beskylder Spillerforeningen DBU for ikke at ville indgå i reelle forhandlinger.

Dermed er fronterne fortsat trukket skarpt op, og Kenneth Cortsen mener, at alle taber på sagen, hvis den ender med at trække ud. Indtil videre er der aftalt et møde mellem parterne igen på mandag, når DBU har holdt repræsentantskabsmøde i Odense i weekenden.

»Landsholdets problem har i en årrække været, at man ikke har produceret resultater, samtidig med at man har skabt større distance til befolkningen. Det kan blive et problem at komme tættere på befolkningen, når man har sådan en konflikt. Omvendt duer det heller ikke, at man fra spillernes side agerer, som om det handler om kroner og ører, hvis man vil være en del af noget større,« siger han.

DBU ønsker at forhandle individuelle kontrakter med landsholdsspillerne. Og det er netop dét, der ikke giver mening, siger landsholdets anfører, Daniel Agger. Ifølge ham gavner det ikke nogen, at man taler om at være en del af noget større, og at han og spillerne så skal forhandle individuelle kontrakter. Han er klar til forhandle via Spillerforeningen, men ikke om synspunktet i forhold til de individuelle kontrakter.

»Jeg vil ikke være den anfører på det danske landshold, som vil lave om på det (kollektive aftaler, red.). Jeg mener, at det især på et fodboldhold handler om at stå sammen. Vi er klar til at forhandle, og det gør Spillerforeningen på vores vegne. Men det med de individuelle aftaler kan slet ikke lade sig gøre ,« siger han til Ekstra Bladet og påpeger, at han håber, at konflikten bliver løst, da det ikke gavner nogen af parterne.

Det samme håber Kenneth Cortsen, som ikke mener, at det ender så galt.

»Alle bør have en interesse i at påvirke det samlede fodboldprodukt bedst muligt. Altså at man skal forenes som folkeeje, i stedet for at man via en konflikt distancerer sig til befolkningen.«