Hun er født i Kabul i Afghanistan. Hvor fodbold var noget, drenge spillede. Og hvor Taliban styrede med hård hånd. Det kostede hendes far, en general i den afghanske hær, livet, da Nadia Nadim var 10 år. Og et par år senere flygtede hun sammen med sin mor og fire søskende mod England – men endte i Danmark.
Hun taler syv sprog, og sideløbende med fodboldkarrieren, som har ført hende til Portland i USA, er hun i gang med at læse til læge.
Historien om Nadia Nadim er ikke ny, for hun har aldrig holdt noget hemmeligt. Man må spørge om alt, har hun sagt. Og hun er sin egen. Som hun sidder dér midt mellem semifinalesejren over Østrig og finalen mod de hollandske værter, er der ikke nogen parader – bare smil og et totalt upoleret sprog.
Hun faldt først i søvn klokken seks efter semifinalen, og fire en halv time senere sidder hun klar til at tale igen.
»Så nu er jeg helt fresh!,« siger hun og kaster et par håndtegn.
Nadia Nadim har muligheden for at blive den helt store helt i aftenens EM-finale mod Holland. Som hun gjorde med sit udlignende mål mod de ellers uovervindelige tyskere, og som hun gjorde med sit stensikre straffespark i semifinalen.
Men selvom Nadia Nadim på papiret ligner det perfekte forbillede, er der også modstand. Det kom blandt andet inden semifinalen mod Østrig, hvor Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti delte en artikel fra Kristeligt Dagblad og garnerede den med ordene: ’Helt forudsigeligt, at pressen skal fremhæve en udlænding som noget særligt. Er ved at være godt træt af det.’ Og en meget sur smiley.
Midt i den danske succes, de mange nye følgere på Nadia Nadims sociale medier og den 29-årige angribers gøren sig umage for ikke at læse for mange aviser under EM poppede den artikel pludselig op hos den danske spiller.
»Jeg så overskriften. Hvad skal jeg sige? Der er mange haters, og jeg håber, at de bliver mine fans en dag. Jeg prøver at lade være med at læse det, men det er selvfølgelig skuffende, at der er folk, der hele tiden prøver at skabe den splid – og som prøver at skubbe mig væk. Jeg er her for at blive, og det bliver nok svært at lave om på,« siger Nadia Nadim.
DF-politikeren har siden slettet sit opslag og over for BT kaldt det ’en misforståelse’.
Det danske kvindelandshold har i det hele taget fået debatten til at køre i Danmark. Der findes mange spændende meninger om, at kvinderne får for lidt opmærksomhed, får for meget opmærksomhed, får for få penge i forhold til mændene, har fortjent mindre end mændene, at de er fantastiske, at de er dårlige, at de bliver pumpet kunstigt op, samt at de bare er mere folkelige end herrelandsholdet.
Ja, man kan snart heller ikke åbne de sociale medier, uden der dukker en politisk leder op i en nyerhvervet landsholdstrøje med en hakkende oplæst hyldest til kvindelandsholdet, der får Dronningens Nytårstale i 2015 til at fremstå som en sejltur på et blikstille hav.
Hjemme i Danmark har I været genstand for en del debat og er blevet brugt til at katapultere nogle debatter. Har du bemærket det?
»Jamen, det er sygt. Jeg prøver at lade være at følge med overhovedet. Jeg læser ikke artikler, og jeg ser ikke tv fra Danmark. Men jeg bliver tagget i sindssygt mange ting. Nogle gange får man lige et glimt af en overskrift med en, der udtaler sig om et eller andet. Det er både godt og skidt. Godt, fordi vi får så meget opmærksomhed, som vi gør. Men andre gange kan det også bare gå op i hat og briller,« siger Nadia Nadim.
Ville det være optimalt for dig at bruge den her opmærksomhed, selvom folk nok godt ved, hvem Nadia Nadim er?
»Det tror jeg også, de gør, haha. Vi vil selvfølgelig gerne komme tættere på herrerne, hvad angår løn, opmærksomhed og alle de ting. Det kunne være rigtig, rigtig fedt, fordi vi bruger lige så meget tid, som de gør. Men udbyttet er ikke helt det samme. Jeg synes, det er fantastisk, at vi lige nu formår at komme en smule tættere på. Vi er på vej, og det kommer ikke til at ske over natten. Det kommer til at tage mange år. Men jeg synes generelt, at kvindefodbolden har været i en vanvittig udvikling. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Det skal bare fortsætte, for så får de kommende generationer gavn af det her.«
Du har sagt, at det har været ’sygt hårdt’, at læse til læge og være professionel fodboldspiller samtidigt. Hvordan kan du balancere de to ting, mens du også har venner og familie, der skal passes?
»Det er ikke nemt, vil jeg sige. Sidste semester har været noget af det hårdeste, jeg har været igennem. Men jeg ved det ikke. Jeg gør det bare. Normalt varer et semester fire måneder, men jeg kommer altid ind sent i forløbet, når sæsonen ikke er afsluttet. Så har man ikke andet valg. Det er ikke sjovt, det er det ikke, virkelig. De dage bliver det sådan, at jeg står op om morgenen og tænker, ’jeg skal være på universitetet hele dagen, så skal jeg lige ned og styrketræne, så kommer jeg hjem’. Og det kører bare hele dagen.«
Hvad er det så, der får dig til at gøre det?
»Jeg vil rigtig, rigtig gerne gøre det. Jeg ved, hvad det fører til, og jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Så nogle gange skal man bare bide det i sig. Som man siger: ’Pain is temporary, pride is forever’. Nogle gange må man bare knokle, og det gælder jo alt. Hvad angår familie og venner. Jeg tror at de venner, jeg har tæt på mig, forstår det. Hvis de ikke gør, er vi sikkert ikke venner mere. Og familien forstår det også godt. De ved, det er det, jeg har valgt. Selvfølgelig er det ikke altid dejligt, at jeg ikke kan være der og være med til de ting, som de gør. Men igen, det har jeg valgt. Og jeg vil rigtig gerne begge dele.«
Tidligere har du også fortalt om, at du har oplevet meget modgang og kritik for, at du har valgt en karriere som fodboldspiller. Kan du sætte ord på, hvad det har handlet om?
»Jeg er født i en kultur og et samfund, som ikke har oplevet det før. Så det var nyt og ikke så velset. Min mor kunne godt forstå det, men alligevel var det lidt mærkeligt for hende, for de folk, hun omgås med, kunne ikke forstå, hvorfor jeg var ude at spille fodbold med drenge i stedet for at lære at lave mad og alle de ting. Så der har været modgang, men igen, jeg er en ret ligeglad type. Det eneste, der har påvirket mig, har været, at min mor var påvirket af det. På den måde har der været mange af de der struggles, som jeg skulle overkomme. Det skal jeg stadigvæk. Men det er den vej, jeg har valgt,« siger Nadia Nadim.
Den vej kan måske føre til en EM-guldmedalje om halsen i aften, når Danmark møder Holland i finalen. Fra uvelkommen fodboldpige i Kabul til storhyldet EM-helt i Danmark.
