Deltag i debatten

Hvis landsholdet skal nationalisere spillere, skal de føle sig danske. Det mener både spillere og landstræner Morten Olsen.

Sylvester Igboun, Rilwan Hassan og Izunna Uzochukwu på det danske landshold. Det har de tre FCM-nigerianere meldt ud, at de gerne vil, når de får dansk statsborgerskab efter ni års bopæl i Danmark.

Diego Costa har efter landskampe for Brasilien valgt at spille for Spanien, og i England raser debatten om at ’shoppe landshold’, efter at Jack Wilshere har sagt, at ’kun englændere skal spille for det engelske landshold. Det gør dig til ikke til englænder, bare fordi du har boet i landet i en årrække’.

Igboun, Izunna og Hassan kan blive det danske landsholds første nationaliserede spillere. Landsholdets anfører mener ikke, at man skal skifte statsborgerskab for at spille på et landshold, man skal føle sig som dansker for at spille på det danske landshold.

- Jeg synes det er mærkeligt, at man skifter statsborgerskab for at spille på et landshold. Det forstår jeg ikke, siger Daniel Agger og betoner, at han udtaler sig generelt.

- Hvis man skifter statsborgerskab, fordi man mener, at man er dansker og har tilegnet sig de danske værdier, så er det i orden, men hvis det udelukkende er fordi, du vil spille på det engelske eller danske landshold, så bryder jeg ikke om det, siger han.

- Der er en grund til at det hedder det danske landshold, det engelske landshold. Det er jo for spillere, der enten er danskere eller englændere, der er ikke noget midt imellem, siger Agger.

Også William Kvist peger på, at der skal være en dansk følelse, en omfavnelse af danske værdier, før man kan spille på det danske landshold.

Læs også: Se prislisten: Så meget koster Danmarks 21 landsholds- spillere

- Jeg har et romantisk billede af, at man spiller for det land, man er født i, og som man har det største tilhørsforhold til. Omvendt kan man sige, at eksempelvis FCM-spillerne har været her så længe, at de forhåbentligt har fået noget dansk med sig, siger Kvist.

- Men det er vigtigt, at man skal kunne mærke, at de har tilegnet sig danske værdier, at der er noget dansk i dem, siger han.

Landstræner Morten Olsen peger på det konkurrenceforvridende, at Danmark ikke kan nationalisere spillere lige så hurtigt som andre lande kan.

- Det, som jeg har noget imod, er, at man har forskellige interne lovgivninger. Danmark har en utrolig stram fremmedpolitik i forhold til andre lande som Belgien og Spanien, og det er en unfair konkurrenceforvridning, siger Olsen.

- Men generelt synes jeg, at det er ok at skifte landshold i den globale tid, vi lever i. Men hvis Costa spiller på det spanske landshold for så at tage hjem til Brasilien for at bo om et par år, ja, så bryder jeg mig ikke om det, Det er for kunstigt for mig, siger han..

- Man skal have været her i mange år. Hvis Igboun eksempelvis føler, at nu har han været her i mange år og føler sig som dansker, så skal vi da benytte ham, for så er han dansker, siger Olsen.

Flere spillere finder det mærkeligt, at man skifter statsborgerskab for at spille for et andet lands landshold, hvis man ikke har tilegnet sig landets værdier. Er det en forkert tankegang? Deltag i debatten på BTs Facebook-side HER.