Torsdag tabte Tyskland 1-2 til Italien i semifinalen ved EM, og den tyske kaptajn, Philipp Lahm, er godt klar over, at spillerne begik nogle dumme fejl.

Mario Balotelli var flyvende, da Italien med sejren på 2-1 over Tyskland torsdag aften bragte sig i finalen, hvor de forsvarende mestre fra Spanien venter.

Efter 20 minutter blev tyskerne tørret af Antonio Cassano i venstresiden, og bolden blev lagt ind til Mario Balotelli, der satte pandebrasken på til 1-0. Det blev værre, da Balotelli scorede et pragtmål til 2-0 efter at have løbet i ryggen på Philipp Lahm.

- Det var nogle dumme fejl ved målene. Vi forsøgte alt hvad vi kunne i anden halvleg, men målet kom for sent. Det var vores egen skyld, vi begik fejl, og det må ikke ske, sagde Philipp Lahm efter kampen.

Tyskland har det traditionen tro svært mod Italien, men Lahm påpeger, at chancen var til stede.

- Når man begår sådanne fejl mod et mandskab, der er så taktisk dygtigt som det italienske, så bliver det meget vanskeligt. Vi havde muligheden for at score målene, men vi havde ikke heldet, sagde han.

Mesut Özil scorede tyskernes mål til 2-1 på straffespark.