William Kvist fik kun 45 minutter på sin hjemmebane, inden Morten Olsen ikke længere kunne bruge den defensive midtbanespiller mod Albanien. Jakob Poulsen skulle ind, og det kostede Kvist pladsen.

Det var der ifølge William Kvist en taktisk begrundelse for.

»Vi spillede en halvleg, hvor de ikke kom så meget igennem, og så ville Morten gerne have Jakob Poulsen ind i forhold til at få noget mere offensivt. Pierre går meget ned i dag for at spille op. Så måtte jeg tage en rolle længere fremme på banen, og den kunne Jakob Poulsen måske udfylde bedre, end jeg kan. Men så vidt jeg har fået at vide, var han tilfreds med mig,« siger Kvist.

Det endte 0-0, og nu er det op til Albanien at sætte point til, før Danmark igen kan lege med om en af de to direkte kvalifikationspladser til EM i Frankrig. Og det var også derfor, at der var fest blandt de højlydte albanske fans med de høje hatte efter slutfløjtet.

»Der er stadig mange scenarier. Du kunne se derinde, at de rakte hænderne i vejret, mens vi var irriterede. Det var en kamp, som vi meget, meget gerne ville have vundet alle sammen. Både i forhold til pointene, men også i forhold til de kampe, der kommer fremadrettet. Nu har vi en kamp mandag, som skal vindes. Der er ikke så meget andet i det. Det er lidt irriterende, at vi ikke selv kan afgøre det helt. Det er altid en irriterende følelse,« sagde William Kvist.

Man kan måske leve med at ende under Portugal, men hvordan ville det være at ende under Albanien?

»Vi har en forventning om at være bedre end Albanien. Indtil videre må vi dog bare give cadeau til, at de trods alt har slået Portugal. Og de har slået Serbien – på skrivebordet godt nok. Og de har spillet uafgjort to gange mod os. Det er flot, de har ikke tabt endnu. «